I et forsøg på at inddæmme et udbrud af et nyt og potentielt dødeligt coronavirus opfordrer myndigheder i Kina landets borgere til at udskyde rejser til udlandet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Rejsevejledningen er udstedt "med henblik på at beskytte kinesere og udlændinges sundhed og sikkerhed".
Det skriver Kinas nationale immigrationsmyndighed i en meddelelse tirsdag.
Virusudbruddet begyndte i midten af december. Det har foreløbig kostet over 100 personer livet i Kina. Tusindvis andre er smittet. Samtidig vokser listen af lande, hvor virusset også er konstateret, næsten dagligt.
Mandag meldte myndigheder i den sydtyske delstat Bayern om det første sygdomstilfælde i Tyskland.
Den smittede er en mand fra Starnberg-området, der ligger omkring 30 kilometer sydvest for storbyen München.
I Thailand er der konstateret seks nye tilfælde af virusset. Det oplyser vicedirektøren for landets sundhedsstyrelse tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det bringer det samlede antal smittede i Thailand op på 14.
Mandag forsikrede Thailands premierminister, Prayut Chan-o-cha, på nationalt tv, at myndighederne kan forhindre coronavirusset i at sprede sig.
- Regeringen har taget 100 procent kontrol over situationen, sagde han ifølge avisen The Bangkok Post.
Ligeledes tirsdag har Kasakhstan indført restriktioner for kinesere, der søger om visum.
Coronavirusset stammer med al sandsynlighed fra millionbyen Wuhan i den centrale del af Kina. Næsten al kollektiv trafik til og fra byen er midlertidigt indstillet for at forhindre smittespredning.
Også adskillige begivenheder i anledning af det kinesiske nytår er aflyst.
Der er dog allerede konstateret flere smittetilfælde i andre af Kinas storbyer.
Japan sender tirsdag aften et fly til Wuhan. Det skal bringe de japanske statsborgere i byen, som ønsker at komme væk, hjem til Japan.
Desuden medbringer flyet ansigtsmasker og beskyttelsesdragter til både kinesere og japanere i området. Det oplyser det japanske udenrigsministerium tirsdag ifølge Reuters.
/ritzau/