Det ligner en scene fra ”Løvernes Konge”. Men det er den rene og skære virkelighed: En bavian reddede en lille løveunge fra faren, tog den med op i et træ, hvor den blev nusset og passet.
Den usædvanlige, rørende historie blev fanget på kamera i Kruger National Park i Sydafrika, hvor safariguiden, Kurt Schultz, var ude for at fotografere løver.
Først troede han, at gruppen af bavianer ville angribe den forsvarsløse løveunge – det har han oplevet flere gange før. Men til sin store overraskelse så han, at en af de mandlige bavianer løb hen til den lille løveunge, tog den i sin favn og klatrede op i et træ.
Med løven i favnen svingede aben sig fra gren til gren, og Kurt Schultz frygtede, at den lille unge ville ryge til jorden. Efter kort tid faldt aben dog til ro og gav sig til at nusse den lille løveunge og pleje dens pels – som en rigtig kærlig far.
I Disney-filmen ”Løvernes Konge”, er det også en abe, Rafiki, der tager sig af den lille løveunge, Simba. Filmen ender lykkeligt, men det gør historien fra Kruger desværre næppe. Fotografen var nødt til at køre videre, så han kender ikke løveungens skæbne.
– Jeg tror ikke, den har gode chancer for at overleve. Gruppen af bavianer var stor, og når løven vokser op, vil den udgøre en fare for aberne, mener Kurt Schultz.