Fodboldtræneren Viggo Jensen, der har manglet spillere at svinge pisken over efter fyringen i Silkeborg, kan være på vej til at lande jobbet som estisk landstræner. Det skriver Jyllands-Posten.
Efter en katastrofal start på EM-kvalifikationen, der har budt på syv nederlag i syv kampe og ikke så meget som en eneste lille scoring, har esterne afbrudt samarbejdet med hollænderen Jelle Goes, og er derfor på jagt efter en ny mand til trænersædet.
Den mand skulle være danske Viggo Jensen, der har en fortid som OB-, Esbjerg- og Silkeborg-træner.
Hovedpersonen er selv meget fåmælt om den estiske forbindelse. Han ønsker ikke at kommentere ansættelsesforhold.
- Der er nogen, der har lært mig, at man kan komme galt af sted, hvis man forholder sig til den slags, siger han til Jyllands-Posten.
Det estiske fodboldforbund har meddelt, at man vil præsentere en ny landstræner i løbet af denne uge.