Et vidne så i nat to mistænkelige biler ved Restaurant Vejlegården forud for den brand, der opstod på stedet i nat.
Det var Thomas Kyndesen, der tilfældigvis kom forbi stedet ved halvtotiden i nat.
- Der ser jeg så to mistænkelige biler, der holder udenfor Restaurant Vejlegården ude på vejen, der går forbi, siger han til P4 Trekanten.
- Der gik nogle folk rundt om bilerne, så jeg tænkte bare, at det nok var nogen, der skulle hjem fra julefrokost, siger han til P4 Trekanten.
Thomas Kyndesen skal afhøres om sine iagttagelser af politiet, der efterforsker bredt for at opklare årsagen til branden, der blev opdaget ved totiden.
Ejer af den konfliktramte restaurant, Amin Skov, er indlagt på Vejle Sygehus til observation for røgforgiftning. Han er uden for livsfare, oplyser Sydøstjyllands Politi.