Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Ovenstående er titlen på en sang fra min barndom. Helt præcist er den fra 1978, hvor jeg var samme alder, som min yngste er nu.
Men det kunne også være titlen på de seneste snart to år med corona i alverdens afskygninger (eller mutationer som det vist mere korrekt hedder). Eller måske et ’slogan’ for disse år i coronaens tegn, som jo desværre ikke henviser til den spanske øl med en skive lime stukket ned i halsen – det havde været en hel del sjovere.
For er der noget, der har præget både politikeres, eksperters og stort set alle andres tilgang til hele COVID-cirkusset før og nu, er det frygt. Og skræmmekampagner. For slet ikke at tale om en generel splittelse og opdeling i ’dem’ og ’os’.
Aula som kampplads
For et par dage siden kom folkeskoleeleverne igen tilbage i skolen, men også det var med formaninger, (velmente) anbefalinger og skræmmeretorik.
En eller to dage før fysisk skole tikkede en besked ind på min aula fra en forælder, som jeg kender og har stor respekt for. Den var sendt til hele klassen og altså ikke mig personligt. Men den gjorde mig alligevel ked af det, fordi den ramte de seneste måneder, hvor vi alle bliver anbefalet at få vores unger vaccineret, så spot on og endnu en gang.
Forælderen starter rigtig godt ud med at ønske alle et Godt Nytår, fortælle at barnet har fået stik nummer to, udtrykke håb om at alle, der kan blive vaccineret, tager imod det:
”Så vi alle snart kan komme tilbage til normale tilstande.”
Vi vil alle det bedste for vores børn
Det er der vel i og for sig ikke så voldsomt meget galt i, kan man hurtigt argumentere. Men når selv eksperter inden for virus og immunitet ikke kan blive enige om, hvad der er det rigtige at gøre, når det kommer til vaccination af børnene, er der vel ikke meget at sige til, at vi andre lægfolk heller ikke kan.
En anden sætning i førnævnte sang lyder: ”Der er så meget, man skal passe på. Jeg har jo dig, som jeg skal passe på.”
Og netop det, at alle forældre ønsker at passe bedst muligt på deres børn, er lige nu rigtig meget til diskussion, fordi ingen 100% skråsikkert kan fortælle os, hvad der (uden tvivl) er det rigtige eller forkerte at sige.
Men alligevel bliver vi, børn som voksne, udsat for noget, der ligner gruppepres på linje med det, mange fra min generation var ude i, så vi endte med en smøg i munden. Og det er sådan en besked, uanset hvor velment, med til at øge.
Giv mig en ekspert, der vil svare præcist og uden tvivl
Kort før nytår var under 40% af de 5 til 11-årige blevet vaccineret først gang, og i dag ligger det vist lige under de 45%.
Min datter er som uvaccineret vist nok del af et mindretal i klassen, men hun fastholder, at hun ikke ønsker det, og jeg har rigtig svært ved at finde evidensen, der skal få mig til at skifte mening.
For et par dage siden var der en onlinedebat om netop vaccination af børn mellem to forskellige eksperter, professor Christine Stabell Benn og professor Anton Pottegård, hvor førstnævnte er imod og sidstnævnte for. Begge har alle forudsætninger for at udtale sig om netop det her, men alligevel er de uenige.
Én ting, de dog er meget enige om, er, at de voksne skal få blodtrykket ned, så debatten kan blive mere nuanceret.
De er også enige om, at vi skal væk fra at tale om ’fortalere’ og ’fornægtere’, da hverken den ene eller anden af de to selv ser sig som det ene eller andet – på trods af deres uenighed.
Den ene er for covid-vaccination af børn, fordi den beskytter godt mod alvorlig sygdom, selv om hverken vaccination eller smitte nødvendigvis beskytter imod at blive smittet igen senere.
Christine Stabell Benn mener, at naturlige immunitet efter smitte giver den bedste beskyttelse mod endnu en smitte og at smitte andre.
For at gøre forvirringen total er Anton Pottegård, altså fortaleren, faktisk enig i den vurdering, men siger også, at vi snakker om helt små marginaler. Faktisk er marginalerne så små, at vi slet ikke kan måle endnu, om vaccination eller naturlig smitte er bedst for vores børn.
Journalister er jo også bare mennesker, men…
Vi er simpelthen der, hvor ingen (som i virkelig ingen) ekspert skråsikkert kan fortælle os forældre, hvad vi skal gøre for at være sikre på at gøre det absolut bedste for vores børn.
I de her dage ser vi jo også den ene ekspert efter den anden padle baglæns og komme med indrømmelser, som vi ikke havde regnet med – f.eks. at de hele tiden havde vidst, at vaccinationer ikke nødvendigvis ville bremse smitten, og så står jeg i hvert fald og føler mig lidt ført bag lyset – eller som minimum misinformeret.
Men jeg er også pokkers skuffet på mit eget fags faglighed. Noget af det, jeg virkelig sidder tilbage med, er, at der simpelthen også må være en hel del journalister, der bliver nødt til at indrømme, at de ikke gjorde deres job godt nok. At de ikke fik stillet de kritiske spørgsmål, men lod sig reducere til mikrofonholdere.
At de kritiske røster, der ønskede mere præcise svar og data, måske ikke var helt så meget sølvpapirshatte, som de blev udstillet som – og vel egentlig stadig gør.
Der er meget tilbage at ønske fra både politikere og eksperter, men i den grad også fra journalisterne. Dem, der faktisk burde se magthaverne efter i sømmene, så vi ikke bliver kørt rundt med i et enten magtpolitisk eller kapitalistisk spil.
Vil man se, hvor galt det kan gå, når netop journaliststanden ikke lever op til sit ansvar, kan jeg anbefale "Don’t look up", der i disse dage kan streames på Netflix. Og ja, det er bidende satire, men samtidig desværre ikke langt fra virkeligheden.
Charlotte Højlund Christensen er journalist, forfatter og enlig mor til syv hjemmelavede børn, der alle er født en ad gangen. (Foto: Jeanne Kornum)