Det var efter politiets opfattelse en intern strid mellem tre personer, som natten til lørdag kulminerede i et knivstikkeri i Kalundborg.
En 26-årig mand blev ramt af flere stik på kroppen og i halsen. Han er indlagt og er i kritisk tilstand.
Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker sagen som et forsøg på manddrab, og mener, at det var den 22-årige Abdulaziz Mahamed Khalif Bamukhtar, som førte kniven.
Ud over at skade den 26-årige blev også ramte en 20-årig mand i hånden.
I pressemeddelelsen oplyser politiet, at man natten igennem forgæves har ledt efter Bamukhtar på de adresser, hvor man kunne tænke at finde ham.
Støder man på Abdulaziz Mahamed Khalif Bamukhtar opfordrer politiet til, at man ikke tager kontakt til ham, men i stedet tilkalde politiet.
Knivstikkeriet skete omkring klokken et natten til lørdag i Kordilgade i Kalundborg.
Oplysninger i sagen eller oplysninger om Abdulaziz Mahamed Khalif Bamukhtar bedes rettet til politiet på telefonnummer 114 eller 4635 1448.