En række konkrete tiltag i regeringens vækstpakke, der fremlægges i dag, skal øge antallet af praktikpladser med omkring 1.000 om året over de næste to år.
Regeringen foreslår at etablere en forsøgsordning, som giver virksomheder mulighed for at uddanne skolepraktikelever fra praktikcentre i op til tre måneder, hvor virksomheden så slipper for at betale elevløn, hvis den vel at mærke bagefter indgår uddannelsesaftale med eleven.
Hvis virksomheden derimod ikke laver en uddannelsesaftale med eleven, skal den tilbagebetale et beløb til praktikcenteret, som svarer til den udbetalte skolepraktikydelse.
Nye virksomheder skal i gang
Initiativet er et forsøg på, at hjælpe nye praktikvirksomheder i gang.
”Særligt nye praktikvirksomheder kan opleve, at det er administrativt tungt at oprette en praktikplads, og de kan være usikre på, hvordan de skal aktivere eleven bedst muligt. Derfor har vi nogle forslag til, hvordan vi kan hjælpe særligt nye praktikvirksomheder i gang," siger undervisningsminister Christine Antorini i en pressemeddelelse.
Arbejdsmarkedets parter skal inddrages i forløbet, siger
"Jeg tror, at initiativerne sammen med reformen af erhvervsuddannelserne, som vil gøre eleverne dygtigere, vil skabe flere praktikpladser. Men vi kan ikke gøre det alene. Arbejdsmarkedets parter er helt centrale i skabelsen af praktikpladser, og derfor vil vi drøfte vores forslag med dem," siger Antorini.
Hotline og markedsføring
Regeringen vil også sætte fokus på praktiksøgende elever ved at indføre kriterier for, hvor aktive og fleksible de elever, der har sagt nej til skolepraktik, skal være.
Andre punkter i forslaget er:
- Mulighed for ansættelse af ekstra praktikkonsulenter på praktikpladscentrene
- En markedsføringskampagne målrettet virksomheder, der ikke tidligere har haft elever
- Startpakke og hotline for nye virksomheder
- En forsøgsordning med hjælp til helt små virksomheder