Efter planen vil USA beholde flere hundrede soldater i Syrien.
Det oplyser den amerikanske forsvarsminister, Mark Esper, i forbindelse med et møde i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, torsdag.
- Vi flytter stadig tropper ud af det nordøstlige Syrien, siger Esper.
- Vi kommer til at have omkring 500 til 600 soldater i sidste ende, siger han.
Antallet kan dog svinge, tilføjer Mark Esper. Ifølge ham kommer det an på, hvorvidt europæiske lande styrker deres tilstedeværelse i landet.
- Tingene ændrer sig. Tingene i landet kan ændre sig. Vi kan for eksempel få selskab af europæiske allierede.
- Hvis de slutter sig til os, giver det måske mulighed for, at vi kan flytte flere amerikanske tropper derfra, siger han.
USA's præsident, Donald Trump, er blevet kritiseret for sin melding om at trække amerikanske soldater ud af det krigshærgede land.
Tidligere har amerikanerne arbejdet sammen med de kurdiske soldater, der er i området, i kampen mod Islamisk Stat.
Trump er blevet kritiseret for at lade kurderne i stikken, når de amerikanske soldater forsvinder. Desuden har kritikere frygtet, at det vil føre til, at Islamisk Stat vil styrkes i området.
Donald Trump har siden trukket delvist i land og meddelt, at han vil lade et ukendt antal soldater blive i området. De skal beskytte værdifulde oliefelter, lød det.
Torsdag morgen dansk tid landede Mark Esper i Seoul, der er det første land, han besøger på en rundrejse i Asien.
/ritzau/AFP