Dødstallet som følge af coronavirus i USA har lørdag aften dansk tid oversteget 20.000. USA er dermed det land i verden, hvor flest nu er registreret døde.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Derefter kommer Italien, hvor der er registreret i alt 19.468 dødsfald som følge af coronavirus, mens Spanien med 16.353 er det land med tredjeflest døde.
USA har en befolkning, der er fem gange større end Italiens, og næsten syv gange større end den spanske befolkning.
USA er også det land i verden, hvor flest er bekræftet smittet med coronavirus. Mere end en halv million amerikanere er testet positiv for virusset.
Det kan dog være svært direkte at sammenligne antallet af smittede og døde som følge af coronavirus på tværs af lande, da der kan være forskellige måder at opgøre tallene og forskellige strategier for, hvor meget landene tester.
Derudover er der anklager om, at nogle lande skjuler omfanget af smitte og døde. Eksempelvis har amerikanske toppolitikere ifølge erhvervsmediet Bloomberg rejst den anklage mod Kina.
Der er de seneste fire dage registreret lige omkring 2000 døde om dagen i USA. Særligt hårdt ramt er delstaten New York.
Amerikanske sundhedseksperter har advaret om, at dødstallet i USA kan nå helt op mod 200.000, hvis de restriktioner, der er indført i landet for at sætte en dæmper på smittespredningen, ophæves efter en måned.
Der er i 42 ud af 50 amerikanske delstater indført regler om at befolkningen skal blive hjemme så meget som muligt.
Det har sat et stort præg på økonomien i USA, og 17 millioner amerikanere er blevet arbejdsløse som følge af coronakrisen.
Det er den højeste arbejdsløshed i USA siden Depressionen i 1930'erne.
Ifølge en række økonomer kan antallet af arbejdsløse under krisen stige til 20 millioner, inden april er ovre. Det har skabt spørgsmål om, hvor længe lukning af butikker og rejserestriktioner kan blive opretholdt.
På verdensplan er der registreret flere end 1,6 millioner personer, der er smittet med coronavirus. Globalt er flere end 103.000 mennesker registreret døde.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters