Med et snævert flertal på 219 for og 212 stemmer imod vedtog Repræsentanternes Hus i nat en historisk sundhedsreform.
Reformen, som er den største af sin slags i 45 år, skal sikre, at samtlige af USA's 300 millioner borgere bliver sikret en offentlig sygesikring, skriver dr.dk.
Præsident Barack Obama mener, reformen er nødvendig for at sikre de 32 millioner amerikanerne, der er uforsikrede, en sygesikring. Samtidig siger han, at reformen vil sætte en stopper for forsikringsselskabernes plyndring af landets borgere og give dem en garanti for, at de ikke vilkårligt kan blive smidt ud af forsikringsselskaberne.
Reformen har medført heftig debat i USA, hvor republikanerne har afvist den som dyr og ubrugelig. I nattens debat gik bølgerne da også højt, og republikanernes minoritetsleder, John Boehner, gav tydeligt udtryk for sin foragt over reformen, da han højlydt råbte "Hell no!", hvilket blev mødt med højlydte råb og klapsalver.
Det lykkedes for Obama at sikre sig et flertal for reformen, fordi de demokratiske abortmodstandere fik lovning på, at de føderale midler, der udløses af lovpakken, ikke bliver brugt til abortindgreb. Inden de fik den garanti, havde flere af demokraterne nemlig truet med at stemme imod sundhedsreformen.