Onsdag skal være dagen, hvor Nasa får afprøvet den helt nye rum-raket Ares.
Det skriver rumfartsorganisationen i en pressemeddelelse, efter først et løst plastik-dæksel og senere dårligt vejr i går forhindrede opsendelsen af raketten.
Opsendelsen blev opgivet mindre end tre minutter fra affyring - og Nasa blev derfor nød til at udskyde opsendelsen. Den skal efter planen i stedet sendes afsted mellem 13.15 og 13.30 dansk tid - hvis vejret holder. Vejrudsigten ser på forhånd ikke meget bedre end i går.
Ares-raketten er en prototype af en helt ny generation af rumraketter, der skal afløse rumfærgerne. De skal kunne opsende bemandede opdagelsesrejser i solsystemet i den første halvdel af dette århundrede.
Raketten i dag hedder Ares 1X, og den er en lillebror til de raketter, der efter planen i fremtiden skal sende mennesker på missioner til andre planeter. Lillebror-raketten har således kun omkring en femtedel af de kræfter, som den gamle rumraket Saturn V brugte, da den sendte mennesker til Månen. Dens storebror vil derimod være 50 procent stærkere end Saturn.
Opsendelsen i dag er dog en ren test-affyring. Alt over rakettens første trin er tomt - og raketten vil dermed heller ikke nå ud i rummet. Opsendelsen til op mod to milliarder kroner skal kun bruges til at samle erfaringer med den nye raket-type. Mere end 700 sensorer vil ifølge Nasa måle alle tænkelige faktorer ved opsendelsen for at sikre, at raketsystemet opfører sig, som det skal.
Ares skal i fremtiden udstyres med en passager-kabine ved navn Orion, der skal kunne have fire astronauter ombord.
Ares-rumprogrammet er i øjeblikket meget omdiskuteret i USA. Kritikere mener nemlig, at det er alt for dyrt, og at det mest af alt var den afgåede præsident Bush's prestigeprojekt. Præsident Obama har da også nedsat en komite, der skal undersøge, om man kan spare penge ved at droppe den nye raket, og i stedet satse på den gennemprøvede og billige Delta IV-raket, der i dag bruges til at sende både civile og militære satellitter ud i rummet.