»Det ændrede danskernes måde at tænke på, for det gør noget ved folk at kunne gå rundt i deres eget hus og selv tage fat, når det regner ind ad vinduet. Folk blev ejere og gør det selv-mennesker, og det gav stolthed og selvstændighed,« siger Annegrete Kraul. Hun har sammen med Kristine Søndergaard Madsen skrevet bogen -Parcelhusets pionerer - da Jensen flyttede på Lærkevej-, som netop er udkommet.

De nye parcelhuskvarterer var især en gave til børnene, mener hun.

»Dem, der flyttede ud, havde typisk et par børn og en på vej, så der var masser af børn på samme alder at lege med. Det så man for eksempel i Ølstykke, hvor der på den bare mark opstod fire kæmpestore centralskoler. Det har været et sjovt sted at være barn,« siger Annegrete Kraul.

Selvbyggere

Længslen efter at blive husejer betød, at mange mennesker byggede et hus selv. I 1968 optræder ordet selvbygger første gang.

»Der var mange omkring især Greve og Hundige, der købte en grund og simpelthen slog sig ned i telt og begyndte at bygge. Det var nærmest festivalpladser, hvor folk boede i skure på hver deres grund, mens de byggede. Det blev kaldt den vilde vestegn ,« siger Annegrete Kraul.

Men idyllen varede ikke evigt, og i takt med Ungdomsoprørets spirende foragt for alt, der var ensartet og regelret, kom hånlige udtryk som ligusterfascister ind i det danske sprog.

»Pludselig vendte stemningen. Man glemte at fejre, at Danmark havde fået et boligløft. Parcelhusejerne blev fremstillet som ligusterfascister, der arbejdede som gale for at betale for deres hus og bare sank sammen foran deres nye fjernsyn, når de kom hjem,« siger Annegrete Kraul.

Kritikerne dyrkede en myte om, at man kommer hinanden mere ved, når man bor tættere sammen i en opgang inde i byen. Samtidig så alle danskere på det tidspunkt tv-serien Huset på Christianshavn , som romantiserede forholdene på stenbroen, mener Annegrete Kraul.

»Det var noget sludder. Nyere undersøgelser viser, at parcelhuskvarterne har bedre naboskab end opgangene. I parcelhuskvarterne taler man sammen og passer hinandens børn, mens folk bor i opgange i årevis næsten uden at møde deres naboer,« siger Annegrete Kraul.

Unge flytter i parcelhus

Det er årsagen til, at mange unge søger ud mod parcelhuskvarterne nu. De vil give deres egne børn den idyl med masser af børn på villavejen, som de selv oplevede i deres egen barndom. Det er bare ikke så let at finde den.

»Nu er de kvarterer fyldt med pensionister. 40 procent af alle parcelhuse beboes af to personer. Det er de unges forældre, der er blevet boende. Men der bygges nu 10.000 nye parcelhuse om året. Dér søger de unge hen for at bo ved siden af andre unge børnefamilier,« siger Annegrete Kraul.

Bogen er en kærlighedserklæring til parcelhuskulturen, men den indeholder også et forvarsel om, at idyllen måske ikke varer ved.

Arkitekten Jan Gehl argumenterer i et af bogens kapitler for, at parcelhuset blev opfundet i en periode, hvor transport ikke var et problem. Husene blev bygget så langt fra arbejdspladserne, at mange familier må have to biler. Med de kommende klimaforandringer og oliemangel vil folk ikke have råd til at bo der, varsler Jan Gehl.