The Bourne Ultimatum
Instr. Paul Greengrass
Fisket op af middelhavet med kugler i ryggen, tabt hukommelse og dræbende instinkter i ?The Bourne Identity’ (2002), blev Jason Bourne i Matt Damons indædte skikkelse øjeblikkeligt synonym med den moderne agentfilm: desperat, uglamourøs og hovedkuls medrivende.
Spændingsskruen blev strammet med ’The Bourne Supremacy’ (2004), hvor instruktør Paul Greengrass overtog styringen og tilførte sin hektisk håndholdte og lynklippende stil, der efterfølgende også gav ’United 93’ sin smertelige realisme.
Og med ’The Bourne Ultimatum’ lykkes det imponerende Greengrass at give den nok et nyk i intensitet. Hurtigere, vildere, heftigere – underholdning er kun et fattigt ord!
Den forrådte CIA-agent har nu i tre år været på både nådesløs flugt fra og edderspændt jagt efter sin fortid som hjernevasket produkt af et fordækt snigmorder-projekt. Bourne har mistet og hævnet undervejs, men husker stadig kun i brutale glimt, hvordan det hele startede. Nu er tiden inde for det sidste spadestik, ned til hemmelighedens rod.
Filmene er for længst holdt op med at have meget mere end titlen tilfælles med romanforlæggene. I stedet er de første to tredjedele af begivenhederne her i treeren elegant spundet ind imellem de to sidste scener i forgængeren (fra Bourne søger syndsforladelse i Moskva, til han får oplyst sit rigtige navn i New York). Herefter kan han endelig konfrontere sin skaber og hele den smertelige sandhed.
Fundamentalt er handlingen dermed blot en omgang dødbringende tagfat med politi, agenter og en ny generation af højtudviklede attentatmænd, over adskillige kontinenter.
Men en rejse i rendyrket og konstant adrenalin-pumpende spænding, hvor højdepunkterne er en gang musens-leg-med-katten i et hæsblæsende slentretempo (!) gennem menneskemylderet på Waterloo-stationen i London, en furiøs fangeleg (inklusive årets mest intense nævekamp) over tagtoppe, balkoner og gennem vinduer i Tanger, samt en kort, men vanvittig kontant biljagt ned gennem Manhattan.
Hvis James Bond-folkene virkelig mener det med en genfødsel oprigtigt, skal de hurtigt muligt få fingrene i Greengrass. Hans forpustende filmsprog involverer som bare pokker, og garneret med gennemført galoperende overvågningsparanoia og Bournes dystre sjælekamp, er det frugtesløst at stritte imod. Her er årets actionthriller.