Miami Heat var storfavoritter inden kvartfinalen mod Indiana Pacers. Men efter de første tre basketballkampe ligner Indiana Pacers en overraskende vinder efter to sejre i træk over NBA-giganten.
I slutspillet spiller holdene bedst ud af syv kampe, og Indiana Pacers fører nu 2-1 i kampe mod Miami Heat. Natten til fredag dansk tid vandt Pacers på hjemmebane med hele 94-75.
Miami Heat råder over to af NBA's største profiler i skikkelse af Dwyane Wade og LeBron James, men holdet er alvorligt hæmmet af, at holdets tredje store stjerne Chris Bosh er skadet.
Chris Bosh er god til at finde sine to andre superstjerner, og uden Bosh har Miami Heat det svært. Dwyane Wade scorede eksempelvis ikke et eneste point i de to første perioder.
Det er første gang i 95 slutspilskampe, det er sket for Dwyane Wade, som endte på blot fem point i hele kampen.
- Jeg skrev vel historie i aften, lød det ironisk fra Wade efter kampen.
Holdkammeraten LeBron James lavede 22 point, og det er også for lidt, hvis Miami Heat gør sig forhåbninger om at vinde.
Hos Indiana Pacers var Roy Hibbert markant med 19 point og 18 rebounds, mens George Hill lavede 20 point. Næste og fjerde kamp spilles i Indianapolis på søndag.