Ukraines midlertidige præsident inviterer FN til at sende observatører, der kan følge hærens "antiterror-operationen" mod militante pro-russere i den østlige del af landet.
- Vi vil hilse jeres assistance velkommen ... til at gennemføre fælles antiterror-operationer i øst, siger præsident Oleksandr Turtjynov til FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.
Det oplyser præsidentens kontor i en officiel meddelelse.
En sådan fælles operation vil gøre det muligt for "fagfolk og observatører" at sikre, at enhver militær handling, der gribes til, er i overensstemmelsen med ukrainsk lov.
Det fremgår ikke direkte af meddelelsen, at Ukraine anmoder om fredsbevarende styrker fra FN, og det gøres heller ikke klart, hvilken rolle et eventuelt FN-hold på ukrainsk jord skal spille.
Turtjynov har allerede bebudet en omfattende "antiterror-operation" for at genvinde kontrollen over de politistationer og offentlige bygninger i det Østlige Ukraine, der er indtaget af pro-russiske aktivister.
I meddelelsen fra den ukrainske præsidents kontor hedder det, at FN's generalsekretær over for Turtjynov har udtrykt "fuld støtte til Dem og det ukrainske folk".
/ritzau/AFP