Omkring 70.000 danskere har en sag i Ankestyrelsen i år. Styrelsen, der er landets øverste klageinstans, har længe været plaget af langsommelig sagsbehandling, men nu er der godt nyt til dem, der har klaget over for eksempel sygedagpenge, kontanthjælp eller en handicapydelse.
I november måned blev de kommunale ankesager på social- og beskæftigelsesområdet i gennemsnit gjort færdige på 6,2 måneder, viser styrelsen egne tal.
Det er et fald på to-tre måneder i forhold til sagsbehandlingstiden i årets første tre kvartaler. Og faldet ser ud til at fortsætte i december, oplyser Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen: "Vi ser nu frugten af et målrettet arbejde"
"Tallene for november viser en nedgang i sagsbehandlingstiden for de kommunale klagesager, og foreløbige tal for december måned tyder på, at sagsbehandlingstiden falder yderligere," siger Trine Hede, der er afdelingschef i Ankestyrelsen, i en mail til Avisen.dk.
Styrelsen har nedbragt antallet af uafsluttede kommunale sager fra ca. 22.000 i starten af 2014 til ca. 12.000 her ved udgangen af 2014. Det er resultatet af en øget indsats, der involverer ansættelse af en gruppe nye medarbejdere til at behandle klagesagerne.
Nyheden om kortere tid i sagsbehandling bliver modtaget med blandede følelser i patientforeningen Gigtforeningen.
Gigtforeningen: Vi er lettede
"Vi har rigtig mange sager på muskel- og skeletområdet liggende i Ankestyrelsen. Så det er en stor lettelse, at det nu går den rigtige vej. Men seks måneder er stadig for lang tid," siger Lene Witte, direktør i Gigtforeningen.
Den gode nyhed om kortere sagsbehandling tegner sig på en dyster baggrund, mener Gigtforeningen. De sidste år har sagsbehandlingstiden ligget på 8 til 9 måneder i gennemsnit, og det har haft store menneskelige omkostninger for blandt andre foreningens medlemmer.
"Den lange sagsbehandlingstid hidtil har været uacceptabel. Vores medlemmer kan have mistet deres sygedagpenge - måske uberettiget - eller måske har de ikke fået dækket tabt arbejdsfortjeneste efter en gigtsygdom. Nogle står over for at skulle tvangsopereres, hvis de vil beholde deres sygedagpenge. Så det er alvorlige menneskelige sager," siger Lene Witte.
Efterlyser mere ambitiøs plan
Kræftens Bekæmpelse har flere gange kritiseret den langsomme sagsbehandling i Ankestyrelsen. Her anerkender afdelingschef Laila Walther, at der er taget konkrete initiativer til at gøre sagsbehandlingen hurtigere.
"Men vi havde meget gerne set en endnu mere ambitiøs plan for, hvornår sagsbehandlingen skal være nedbragt til maksimalt tre måneder. Og en aktuel sagsbehandlingstid på 6,2, måneder er stadigvæk alt for lang tid,” siger hun.
Mange af sagerne omhandler forhold, der kan være helt afgørende for menneskers økonomiske situation, og derfor er et halvt års ventetid uacceptabelt, mener Kræftens Bekæmpelse.
-Vi hører fra kræftpatienter, at den lange uvished afstedkommer mange bekymringer. Det må vi kunne gøre bedre," siger Laila Walther.