Østeuropæere er desperate for at komme til Danmark og tjene penge på jordbærplukning. Danmark er netop nu populært som aldrig før - i hvert fald for de udenlandske sæsonarbejdere, der kappes om at komme til Danmark for at arbejde i sommersæsonen.
"Folk kommer her, ringer og sender frustrerede mails, der er meget tiggende. De vil lave hvad som helst for hvad som helst, bare de kommer herop," siger Eures-vejleder fra den offentlige rekrutteringstjeneste Seasonal Work under Workindenmark, Lise Lotte Brandt, til epn.dk.
Seasonal Work har i år modtaget hele 24.200 ansøgninger over internettet mod blot 10.700 i 2008, altså året før finanskrisen brød ud.
Men rekrutteringstjenesten kan kun formidle job til 1.800 af de håbefulde, udenlandske ansøgere.
Det er skrotningen af Østaftalen sidste år, der har fået mange østeuropæiske hænder til at søge mod de danske jordbærmarker. For uden den er det ikke længere nødvendigt for EU-borgere at have arbejdstilladelser - ligesom det heller ikke er et krav, at de arbejder til overenskomstmæssig løn. Og mange højtuddannede kommer til Danmark, simpelthen fordi de ikke kan finde job i hjemlandet.
"Det skyldes de nye EU-lande, men det skyldes især krisen. Vi har f.eks. rumænske tandlæger, der arbejder i jordbærmarkerne. Folk med høje uddannelser vælger at tage til Danmark for at plukke jordbær, fordi de kan tjene mere her end i deres hjemland. Nogle tager seks uger til Danmark og knokler - så har de tjent rigtig mange penge i forhold til de lønninger, de er vant til," siger Lise Lotte Brandt til epn.dk.
De fleste ansøgere kommer fra Rumænien, Polen, Spanien og Bulgarien.