Udendørs idræt uden kropskontakt kan starte igen

Danskerne kan nu igen spille tennis eller golf i landets idrætsforeninger. (Arkivfoto) (Foto: Aaron Doster/Ritzau Scanpix)

Hvis krav og anbefalinger overholdes, kan visse udendørs aktiviteter genoptages i idrætsforeningerne.

Tennishungrende danskere kan så småt godt finde ketsjerne frem igen, og golfspillerne kan nu se frem til igen at svinge golfkøllen på de danske baner.

To af landets største idrætsorganisationer fortæller mandag aften, at de danske idrætsforeninger kan begynde med udendørs aktiviteter uden kropskontakt.

Et krav er, at de generelle krav og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne overholdes. Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI) i særskilte pressemeddelelser.

- At mødes i idrætsforeningerne skal selvfølgelig være sundhedsmæssigt forsvarligt. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at man i de fleste idrætsforeninger fortsat ikke kan mødes fysisk, selv om vi alle savner at mødes i vores aktive fællesskaber, siger Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI, i meddelelsen.

I flere uger har det danske idræts- og foreningsliv været lukket ned på grund af hele coronasituationen.

Undervejs har DGI og DIF været i kontakt med sundhedsmyndighederne for at få klarhed over, hvordan udendørs idræt kan genåbne i foreningsregi.

Mandag er Sundhedsstyrelsen så kommet med retningslinjer for udendørs idræt. Det er på baggrund af dem, at idrætsforeningerne nu kan begynde nogle af deres aktiviteter igen.

DIF opfordrer til, at udendørsaktiviteterne sker i mindre grupper, at medlemmer møder op omklædt og tager hjem efter endt udendørsaktivitet, ligesom man fortsat skal være opmærksom på de særlige risikogrupper.

Den generelle anbefaling er fortsat, at mange udendørs aktiviteter og alle indendørs aktiviteter holdes lukket.

Retningslinjerne betyder, at genåbningen i første omgang kommer til at omfatte omkring halvdelen af de idrætsgrene, der hører under DIF.

Holdsport såsom fodbold og håndbold kommer i første omgang ikke til at genåbne, oplyser DIF-formand Niels Nygaard.

- Holdsport, hvor man er tæt på hinanden, kan simpelthen ikke åbne op på nuværende tidspunkt. Det vil skulle tilrettelægges på en anden måde, end man er vant til. Der er overvejelser om, hvordan man kan gøre på et senere tidspunkt, siger Niels Nygaard.

Han tilføjer, at det vil være forskelligt fra forening til forening, præcist hvilke aktiviteter der genoptages i første omgang. Det kan eksempelvis være tennis, petanque, kajak og svæveflyvning.

Hos Dansk Håndbold Forbund (DFH) mener generalsekretær Morten Stig Christensen, at det er for tidligt at åbne for håndbolden - også selv om det foregår udenfor og i mindre grupper.

- Håndbold foregår med en fælles bold og kropskontakt, og da sundhedsmyndighederne fortsat fraråder både kropskontakt, og at man deler "redskaber’"i idrætten, mener vi ikke, at det er forsvarligt at spille håndbold sammen endnu, siger han til DHF's hjemmeside.

/ritzau/