Tysk politi udelukker ikke, at en gidseltagning på hovedbanegården i Köln mandag, hvor fire personer blev såret, var "terroristmotiveret".
Myndighederne siger, at de på stedet fandt et pas, som var udstedt til en 55-årig syrisk mand, der har sagt, at han tilhører den militante gruppe Islamisk Stat.
- Under efterforskningen tager vi alle muligheder med i overvejelserne, og vi udelukker ikke terrorisme, siger Kölns vicepolitichef, Miriam Brauns.
Svært bevæbnet specialpoliti uskadeliggjorde gidseltageren med chokgranater, da de stormede et apotek på stationen, hvor han havde taget en kvinde som gidsel.
Gidslet kom lettere til skade under befrielsesaktionen, og to andre personer blev såret. Gidseltageren blev hårdt såret af flere skud.
- Manden havde skabt panik ved først at kaste en molotovcocktail på en McDonald's-restaurant, som forbrændte en 14-årig pige, siger politiet.
Et øjenvidne siger, at hun hørte skrig og så "en pige løbe for livet med flammer i tøjet", inden hun blev hjulpet af andre folk på stationen.
På McDonald's-restauranten blev sprinkleranlægget udløst og vand strømmede ned, mens angrebsmanden gik ind i et apotek ved siden af i stationsbygningen og tog en anden kvinde som gidsel og truede også med at sætte ild til hende.
Politiet forsøgte at forhandle med manden, inden en specialenhed stormede apoteket omkring klokken 15.00 mandag eftermiddag.
Angrebsmanden havde en pistol, men det er uklart om det var et ægte våben. Han havde også brændbar væske og campinggasflasker på sig.
Billeder fra banegården i byen viser et massivt opbud af både brandvæsen og politi.
Store dele af banegården i byen blev efterfølgende lukket ned og evakueret.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa