Truslerne om hævn for drabet på lederen af Sydafrikas stærkt højreorienterede Afrikaner Weerstandsbeweging (AWB) bliver nu trukket tilbage af AWB selv.
Den 69-årige Eugene Terreblanche blev i weekenden slået ihjel på sin farm med machete og kølle af to sorte arbejdere. Kort derefter fremsatte medlemmer af den racistiske bevægelse trusler om at hævne drabet på Eugene Terreblanche.
"Erklæringen blev fremsat af et følelsesmæssigt påvirket medlem af vores organisation. Personen er blevet irettesat," siger Pieter Steyn, der er talsmand for AWB, til den amerikanske tv-station CNN.
Udtalelsen falder kort tid efter, at ledende medlemmer fra præsident Jacob Zumas parti, African National Congress (ANC), har besøgt Eugene Terreblanches familie for at kondolere.
Drabet truer med at udvikle sig til den største racemæssige storm i Sydafrika siden afskaffelsen af apartheid i 1994. Derfor venter politiske iagttagere, at dette bliver den største prøve for landets præsident Jacob Zuma, der nu skal vise sig som brobygger mellem sorte og hvide.
Afrikaner Weerstandsbeweging mødes under hagekorslignende flag og forsøgte at sabotere Sydafrikas første demokratiske valg i 1994 ved at gennemføre flere bombeattentater. Bevægelsen hævder at have 70.000 medlemmer.