En talsmand for USA's kommende præsident, Donald Trump, afviser rapporter om, at den kommende leder af landet vil lave om på de amerikanske efterretningstjenester.
Kort forinden havde Trump erklæret sig selv for at være "en stor fan" af efterretningsvæsnet.
Udmeldingerne kommer efter, at Trump i en periode har været stærk skeptisk over for CIA-rapporter om, at Rusland med hackerangreb forsøgte at hjælpe ham til at sejre over demokraten Hillary Clinton i valgkampen.
Politiske iagttagere siger, at mange medlemmer af Kongressen - både demokrater og republikanere - ser på Rusland med meget kritiske øjne.
Trumps rosende ord om den russiske præsident Vladimir Putin og hans nedtoning af spændingerne mellem Rusland og USA vil derfor møde kritik i store dele af Kongressen.
Trump skal selv briefes af efterretningstjenesterne fredag.
Direktøren for Den Nationale Efterretningstjenesten, James Clapper, siger, at han aldrig har set "en mere aggressiv eller mere direkte kampagne med henblik på at påvirke vores valg end Ruslands aktiviteter i 2016".
- Der var mange forskellige motiver for de russiske hackerangreb, siger han.
De amerikanske myndigheder har blandt andet konstateret, at mere end 1000 medlemmer af Det Demokratiske Parti er blevet angrebet af hackere.
Derudover har de skrevet i en 13 sider lang rapport, at det er de to russiske efterretningstjenester FSB og GRU, der i mere end to år har angrebet Demokraterne.
Det har fået den amerikanske præsident til at hjemsende 35 russiske diplomater.
/ritzau/Reuters