Et stykke træ, der menes at have været en del af Jesu krybbe, er lørdag nået frem til Betlehem, hvor han blev født.
Det sker, efter at træstykket for cirka 1400 år siden blev sendt til Rom for at blive beskyttet. Men nu er det tilbage, og det er sket under en stor ceremoni.
Et palæstinensisk spejderorkester har spillet på sækkepiber, trommer og saxofoner i forbindelse med, at træstykket nåede frem til Betlehem.
Træstykket, som måler omkring en centimeter i bredden og 2,5 centimeter i længden, er blevet overdraget af Vatikanet i Rom til den katolske munkeorden franciskanerne.
Ifølge Francesco Patton, der er leder af franciskanerordenen, vil træstykket nu forblive i Betlehem "for evigt".
- Vi respekterer dette relikvie, fordi det minder os om mysteriet om inkarnation til det faktum, at Guds søn blev født af Jomfru Maria i Betlehem for mere end 2000 år siden, sagde Francesco Patton fredag.
Betlehem har planlagt at fejre træstykkets hjemkomst frem til jul.
Det var den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, som under et besøg hos pave Frans i december sidste år havde spurgt, om det var muligt at få leveret træstykket tilbage til Betlehem.
Efter længere tids arbejde og dialog er det altså nu lykkedes.
Årsagen, til at træstykket i sin tid blev sendt ud af Betlehem, var, at islam i det syvende århundrede var opstået, og at muslimer var i fremmarch.
Af bekymring, for at de kristne i Betlehem ikke kunne passe på træstykket, blev det derfor skænket til paven i Rom, så han kunne passe på det.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP