Af David Trads
SE ALLE BLOGINDLÆG

Af David Trads

Der er – i kølvandet på ’Statsministrene’ på DR1 – gået sport i at hælde Helle Thorning-Schmidt ned af brættet som den af de tidligere regeringschefer, som klarer sig ringest i udsendelsen.

Thorning-Schmidt, den første kvindelige statsminister, forsøger, siger kritikerne, at skyde skylden på alt det, som gik galt under hendes ledelse fra 2011 til 2015, over på andre:

Om SF, som for første gang sad i regering, sagde hun for eksempel i en af udsendelserne:

”Jeg kunne se på dem, at det ødelagde dem. Det åd SF op indefra, og det skadede hele regeringen.”

Det fik Pia Olsen Dyhr, den nuværende SF-formand, til at fare i flint, da hun anklagede Thorning-Schmidt for at være ’en desperat kvinde’. Men…den tidligere statsminister har nu ret – for SF blev jo ’ødelagt’ og ’ædt op’ i løbet af de ulykkelige måneder, de sad i regering.

Først blev de mast under forhandlingerne om regeringsgrundlaget, hvor partiet i bedste fald fik et par småting med, men ellers skrev under på, at den hidtidige borgerlige regerings økonomiske politik skulle videreføres i bredest muligt forstand.

Dernæst klokkede SF’s ministre rundt i manegen. Villy Søvndal, partilederen, blev en usynlig udenrigsminister, som endte med at give op. Annette Vilhelmsen, den nye partileder, var som en anden bambi på isen, og måtte til sidst trække sit parti helt ud af regeringen.

Konklusion: Selvfølgelig var SF en belastning for Thorning-Schmidts regering!

Om eks-formændene, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, der ved enkelte lejligheder skældte ud, sagde hun, at det havde været nemmere, hvis der havde været mindre intern debat:

”Det gjaldt tidligere formænd, som havde rigtig mange holdninger til tingene. Der tror jeg, det havde været bedre - ikke bare nemmere for mig, men også bedre for partiet – hvis de, i hvert fald nogle gange, havde holdt lidt igen med nogle af de meget stærke holdninger, de havde.”

Lykketoft svarede, at han faktisk havde været ’tilbageholdende med kritik’, og han såmænd tror, at Socialdemokratiet ville have haft nemmere ved at beholde magten, hvis Thorning-Schmidt havde lyttet lidt mere til ham og andre kritikere. Nyrup afviser at kommentere.

Tja…det er utvivlsomt korrekt, at det skadede statsministeren dengang, at hun fik så meget kritik (fra Lykketoft især om lettelserne af selskabsskatterne; fra Nyrup især om delsalget af DONG til Goldman Sachs) fra eks-formændene. Opbakning er selvsagt at foretrække.

Men kritikken fra Lykketoft og Nyrup var politisk. Ikke personlig. Det handlede om hjerteblod fra de to ikoner i partiet – og der er også grund til at tro, at Thorning-Schmidts chancer for at have beholdt magten ville have været større, hvis hun havde lyttet lidt mere til dem i de sager.

Konklusion: Selvfølgelig var kritikken fra eks-formændene skadelig, men den var relevant!

Det ville selvfølgelig have klædt Thorning-Schmidt, hvis hun havde brugt mindre tid på at skælde ud og mere tid på at reflektere over egne fejl – men det er typisk for bedømmelsen af hende, at hun altid dømmes på det kunstneriske indtryk i stedet for de faktisk leverede resultater:

Den dag i oktober 2011, da Thorning-Schmidt overtog regeringsansvaret, var Danmark i krise. Den dag i juni 2015, da hun forlod Statsministeriet, var vi ude af krisen. Det var altså godt gået!

Hun skabte vækst, hun leverede flere arbejdspladser, hun fik unge i job, hun fik øget konkurrenceevnen, hun fik løftet eksporten, ja, hun fik optimismen tilbage til Danmark.

Derfor bør hun faktisk læne sig roligt tilbage, klappe sig selv på skulderen og sige:

’Det gjorde jeg sgu’ meget godt!’