Den økonomiske ulighed er stigende i Danmark, som dog stadig er blandt de lande i OECD-samarbejdet med den højeste lighed.
Det er ifølge Politiken konklusionen i den årlige rapport 'Fordeling og incitamenter', som onsdag udgives af Økonomi- og Indenrigsministeriet. Mens uligheden opgjort via den såkaldte gini-koefficient lå på omtrent 20 procent i midten af 90'erne, var den vokset til 27,9 procent i 2015. Der er tale om en stigning, som af ministeriet beskrives som 'moderat', og som hovedsageligt skyldes øgede kapitalindkomster som følge af stigende boligpriser.
Også i perioden under den S-ledede regering, der sad 2011-2015, steg uligheden, viser rapporten: "Indkomstforskellene er også steget en smule 2012-1015, hvor indkomstforskellene er 27,9 pct. målt ved gini-koefficienten. Stigningen skyldes blandt andet udviklingen i boligpriserne og større studietilbøjelighed", hedder det.
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) udlægger over for Politiken konklusionerne som en "mytedræber", fordi "indkomstforskellene er meget små" i det danske samfund.
Der er dog en formulering om, at der er en moderat stigning i indkomstforskellene fra 90'erne til nu. Er det bekymrende?
- Jeg synes ikke, det er bekymrende. For det første kan du sige, at den største ændring skete i 90'erne og ikke fra 00'erne og til i dag. For det andet er det interessante, at hvis du ser det over et længere perspektiv, kan vi se, at den andel af befolkningen, som tre år i træk er i lavindkomstgruppen, har været stabil siden 2008, siger Simon Emil Ammitzbøll til Politiken.
Fylder meget i politisk debat
Uligheden har ofte stået centralt i den politiske debat og er blandt oppositionens mærkesager. Da S-formand Mette Frederiksen (S) i marts gæstede SF's landsmøde, var det f.eks. et hovedbudskab, at "vi skal bekæmpe den sociale ulighed". Frederiksen tilføjede, at Thorning-regeringerne ikke nåede langt nok med bekæmpelse af uligheden.
- Vi har brug for i fællesskab at få en anden beslutsomhed. Næste gang vi har regeringsmagten, skal der flyttes hegnspæle", sagde hun.
At uligheden sted i perioden 2012-15, ser Simon Emil Ammitzbøll som et eksempel på, at Socialdemokratiet i regeringsposition har "en tendens til at være mere fokuserede på vækst og velstand, og tak for det".
- Det andet er måske mere et retorisk kneb for at prøve at skabe usikkerhed og dermed vælgere, tilføjer han.
Overskud til at fokusere på sociale indsatser
Under S-SF-R-regeringen skabte det stor debat på venstrefløjen, da SF's daværende skatteminister Thor Möger Pedersen i et debatindlæg fra januar 2012 lagde afstand til at lægge for stor vægt på gini-koefficienten.
"Hvis vi alene fortolkede målet om rimelig social balance som et spørgsmål om stigende eller faldende tal i den såkaldte gini-koefficient, så ville det betyde, at vi ved at tage penge fra den lavtlønnede regeringsassistent og give dem i ekstra SU til den lægestuderende på medicinstudiet faktisk ville øge ligheden i statistikkerne. Men det ville jo ikke være fair i virkelighedens verden," skrev Möger Pedersen, der i dag er toprådgiver i S.
Simon Emil Ammitzbøll bruger i dag en beslægtet argumentation.
- Hvis du fokuserer enøjet på begrebet med gini-koefficienter og anden teknik, så ender du med at lave nogle fejlgreb i forhold til at sikre vækst og velstand. Det er i virkeligheden det, der kommer de dårligt stillede til gavn. Nogle af dem, fordi de rent faktisk får et arbejde, når der er vækst og høj beskæftigelse. Andre, fordi der er overskud til at fokusere på de sociale indsatser i stedet for at fokusere på, om gini-koefficienten er lidt højere eller lidt lavere, siger han til Politiken.