Selv om stadig flere danskere overlever kræft og lever længere, efter at diagnosen er stillet, er der stadig markante uligheder i sundhedssystemet. Kræftramte med en kort uddannelse og lav indkomst har større risiko for at dø af sygdommen end veluddannede og højtlønnede, der får stillet samme diagnose.

 

Flere eksperter understreger behovet for øget opmærksomhed over for de grupper, som ikke stiller krav til lægen og presser på for hurtig og effektiv behandling. Der er også brug for ekstra fokus på patienter, som i forvejen slås med livsstilssygdomme, når de får kræftdiagnosen. Og på de patienter, hvis generelle sundhed er så dårlig, at det øger deres risiko for at få kræft. 

 

Chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø, kalder det 'en kæmpe opgave' at bekæmpe uligheden.

 

- De kortuddannede har flere livsstilssygdomme som KOL og diabetes, som skal behandles samtidig med en kræftdiagnose. Dertil kommer, at flere kortuddannede ryger, drikker for meget alkohol, er overvægtige og får for lidt motion. Det har betydning for, om de får diagnosen. På den måde er udgangspunktet for de kortuddannede og de med en lang uddannelse forskelligt, siger Niels Sandø.

Uligheden er dokumenteret i flere undersøgelser, blandt andet har videnscentret DMCG konkluderet, at muligheden for at overleve lungekræft er 13 procent mindre, hvis man er kortuddannet. Lignende uligheder viser sig for andre kræftformer. Øget politisk fokus har ført til flere kræftpakker, som har styrket og systematiseret kampen mod den frygtede sygdom, men det er stadig plads til forbedring, hvis stilladsarbejderen eller sosu-hjælperen skal stå lige så stærkt som advokaten og arkitekten.

 

- Tidspunktet for diagnosen er vigtig, når det handler om kræft. Og her kommer de kortuddannede senere i behandling, fordi de måske ikke ved, hvilke symptomer, de skal reagere på. Der er også færre kortuddannede, der deltager i screening for livmoderhalskræft, siger Niels Sandø. 

 

Michael Dupont, praktiserende læge og næstformand i Lægeforeningen, oplever, at patienter møder op med vidt forskellige forudsætninger i hans konsultation. Det stiller særlige krav: 

 

- Det ene øjeblik taler jeg måske med en kollega, der forstår alt, hvad jeg siger, og det næste øjeblik kommer pedellen. Jeg synes jo, at jeg taler et sprog, som alle forstår, men jeg må erkende, at det ikke altid er tilfældet, siger Michael Dupont.

 

- Jeg møder også meget stærke patienter, som præsenterer mig for korrespondancen, de allerede har haft med amerikanske eksperter, og som jeg ikke forstår. Og så er der andre patienter, hvor det er min opgave at være meget opmærksom på at spørge til deres situation, fortsætter han. 

 

Han mener derfor, der er grund til at overveje en decideret opdeling af patienterne, så lægen ved mere om den enkeltes behov, når hun træder ind i konsultationen.

 

- Men spørgsmålet er, hvad patienterne siger til det, lød hans retoriske spørgsmål i en debatarrangement på Folkemødet i Allinge.

 

Knut Borch-Johnsen, sygehusdirektør i Region Sjælland, taler om en håndholdt indsats målrettet de særligt udsatte patienter:

 

- Der er plads til forbedring. Vi skal indrette sundhedssystemet, så det passer til patienterne. Og gøre meget ud af forebyggelsen, understreger sygehusdirektøren.

Sektorformand i fagforbundet FOA Karen Stæhr er enig i, at forebyggelsen bør styrkes, gerne med initiativer på arbejdspladsen. Men der må ikke være tale om flere løftede pegefingre og formaninger om, hvad der er den rette livsstil, understreger hun.

 

- I løbet af en otte timers arbejdsdag skal en sosu-hjælper måske nå besøg hos 30 borgere. Undervejs køber hun skodmad i 7-Eleven, og når hun ryger en smøg, kan det være den eneste pause i løbet af dagen. Lad os tale om livsvilkår i stedet for livsstilssygdomme, som er den enkeltes ansvar, opfordrer Karen Stæhr.

 

Løftede pegefingre hører dog fortiden til, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.