Bygningstragedien i Bangladesh har fået flere af verdens førende tøjkæder til at kræve bedre sikkerhed hos tekstilproducenterne i det fattige, asiatiske land. Nu har den store varehuskæde Walmart i USA også fået nok.
Megakæden har sortlistet 200 tøjfabrikker, som ikke lever op til Walmarts sikkerhedskrav. Samtidig skal alle varehusets 279 leverandører i Bangladesh gennemgå en omfattende inspektion for at sørge for, at alt er i orden.
- Selskabet vil omgående stoppe for produktionen de steder, hvor der er mangler i sikkerheden. Dernæst vil vi kontakte fabriksejerne og myndighederne og kræve forbedringer, lyder det fra Walmart.
- Som resultat kan de ansatte på disse fabrikker blive garanteret sikrere arbejdsforhold, tilføjer virksomheden.
Nogle af verdens største modetøjskæder, herunder H&M, Zara og Benetton, har netop underskrevet en juridisk bindende aftale om at finansiere brandsikkerhed og bygningsændringer på de fabrikker i Bangladesh, hvor de får deres tøj lavet.
Indtil videre har flere end 1000 tøjvirksomheder skrevet under. Walmart vil dog ikke være en del af aftalen, men tror i stedet på egne initiativer, siger selskabet.
Bygningskollapset 24. april er den værste ulykke nogensinde for den globale tøjindustri. 1127 mennesker er bekræftet døde, efter at en nietagers bygning faldt sammen i udkanten af hovedstaden Dhaka i Bangladesh.
Tekstilindustrien er landets største og står for cirka 80 procent af eksportindtægterne.
Flere vestlige firmaer har truet med at flytte sin produktion til andre lande, hvis arbejdsforholdene og sikkerheden på de omkring 5000 tekstilfabrikker ikke forbedres.
/ritzau/AFP