Opdateret kl. 11:44
Der er blevet påvist mæslingevirus hos to personer fra Nordsjælland. Det oplyser Statens Serum Institut.
Begge har vært indlagt på Hvidovre Hospital og er blevet udskrevet igen. Det vurderes dermed, at de ikke længere udgør en smittefare.
Ifølge Statens Serum Institut er de to personer formentlig blevet smittet i Brasilien, hvor de befandt sig hen over jul og nytår.
Instituttet opfordrer læger i hovedstadsområdet til at være ekstra opmærksomme på symptomer på mæslinger hos deres patienter.
Den ene patient blev syg 5. januar under hjemrejsen fra Brasilien.
Statens Serum Institut er sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed i gang med at sikre, at øvrige passagerer med samme fly som den smittede bliver informeret.
Patienten var i Danmark både hos sin praktiserende læge og også kortvarigt på arbejde, inden diagnosen blev stillet. Men de relevante parter er her blevet informeret. Det oplyser Statens Serum Institut.
Den anden patient fik de første symptomer 9. januar. Vedkommende blev indlagt direkte på Hvidovre Hospital på grund af feber og dennes nylige rejse til Sydamerika.
Mæslinger er den mest smitsomme børnesygdom og skyldes smitte med et virus. Men også voksne kan blive ramt. Hvis man har haft sygdommen eller er vaccineret, er man fuldt beskyttet.
Sygdommen er en infektion i luftvejene, der viser sig blandt andet ved rødt udslæt på kroppen.
I de alvorligste tilfælde er mæslinger livstruende. På grund af smittefare kræves en vaccinationstilslutning på mindst 95 procent for at eliminere mæslinger via såkaldt flokimmunitet.
Fakta om mæslinger
- Mæslinger skyldes smitte med et morbillivirus.
- Virusset er meget smitsomt og kan overføres gennem luften og ved direkte kontakt med kropsvæsker som for eksempel snot.
- Forløbet af mæslinger kan variere fra et relativt mildt forløb med udslæt og feber til alvorlig komplikationer med betændelse af hjernehinderne.
- Ved smitte minder de første sygdomstegn om en svær forkølelse med hoste og høj feber. Efter tre-fire dage ses bedring, men bedringen er kun midlertidig.
- Efter få dages bedring kommer der typisk en forværring med en ny feberepisode ledsaget af udslæt. Det er i forbindelse med den anden fase, at der kan komme komplikationer.
- Der findes ikke en specifik behandling rettet mod mæslingevirusset. Behandlingen består i lindring af symptomerne samt behandling af komplikationer.
- I de mest alvorlige tilfælde er mæslinger livstruende, og i udviklingslandene er mæslinger en betydelig årsag til børnedødsfald.
- I Europa ender hvert fjerde til femte mæslingetilfælde i barnealderen med hospitalsindlæggelse.
Kilde: Statens Serum Institut.
/ritzau/