Den tidligere amerikanske politiker Tom Delay, der har været republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, slipper for en længere fængselsstraf. En domstol i Texas har underkendt en dom, han fik i 2010.
Sagen om hvidvaskning af penge og bedrageri er underkendt på grund af mangel på beviser.
I 2010 blev Delay af et nævningeting fundet skyldig i ulovligt at have kanaliseret midler fra virksomheder videre til politiske kandidater. Han blev året efter straffet med tre års fængsel.
Delay har været løsladt mod kaution, mens hans sag blev vurderet af en ankedomstol i Texas, som har underkendt dommen med to stemmer mod en.
- Det grundlæggende problem med statens sag er, at den ikke præsenterer beviser på kriminel aktivitet, siger sagens dommer Melissa Goodwin.
Den 66-årige Delay blev dømt for at have medvirket til ulovligt at have overført 190.000 dollar til Det Republikanske Parti i Texas som støtte til valgkampen i 2002.
Samtidig blev han idømt fem års fængsel for hvidvaskning af penge. Straffen blev gjort betinget i 10 år.
Tom Delay blev valgt ind i Kongressen i 1984 og blev til sidst leder af republikanerne i Repræsentanternes Hus. Han trådte tilbage under valgkampen i 2006.
Han var en meget magtfuld politiker i Kongressen, mens hans republikanske kollega fra Texas George W. Bush var præsident. Han fik tilnavnet "Hammeren" af sine venner og fjender for sin uforsonlige og brutale måde at føre politik på.
Han trådte tilbage i 2006, efter det blev afdækket, at han havde forbindelse til den republikanske lobbyist Jack Abramoff.
Abramamoff blev af politiet og justitsmyndighederne afsløret som storsvindler og dømt.
/ritzau/Reuters