Hvorfor er kassemedarbejdere altid så sure? De har trods alt selv valgt deres job, og de får jo penge for at sidde der.
Den tanke havde Mikkel Haagerup tit tænkt - indtil han selv prøvede at være kassemedarbejder. Det skriver han i et debatindlæg i Berlingske.
Der opdagede han, at det skyldes kundernes opførsel.
Selvom han blot var 15 år, oplevede han tit at kunder helt uden varsel angreb ham verbalt.
"De fleste var stadig høflige og formelle, men der skulle ikke meget til, før kombinationen af en lang arbejdsdag og en udsolgt vare fik dem til at fare ud af deres gode skind. På mine to ugentlige vagter oplevede jeg oftere og oftere at agere skraldespand for kundernes stedfortræderfrustrationer," skriver Mikkel Haagerup blandt andet i debatindlægget.
Sværere og sværere at finde smilet frem
Selvom han ikke tog kundernes vrede udbrud personligt, kunne han mærke, at episoderne langsomt ændrede hans humør og hans indstilling til jobbet.
"Min underbevidsthed gjorde det langsomt sværere at finde smilet frem ved synet af den næste kunde i køen. For hvad skulle jeg nu høre for?" skriver han.
Selvom det kun er fåtallet af kunder, som opfører sig dårligt, påvirker det alligevel kassemedarbejderne. De er ikke født sure - men er blevet det, fordi de gennem lang tid har været udsat for sure kunder. Så husk, at den gode stemning er en fælles opgave - så hvis kassemedarbejderen ser mut ud, så send ham eller hende et smil, lyder til sidst Mikkel Haagerups opfordring.