Søren Østergaard er tidligere afdelingsleder, projektleder og sikkerhedschef. Men efter 41 år på arbejdsmarkedet blev han som 60-årig ufrivilligt ledig i august sidste år.
Nu er han uden job og godt og grundigt træt af, at høre på regeringens gentagne mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde.
Det skriver han i et debatindlæg på politiken.dk.
"Det konstante statement om at ’det skal kunne betale sig at arbejde’. Underforstået at de ledige går hjemme, fordi de mener, det er et behageligt og indholdsrigt at være på dagpenge. Gentaget ved enhver given lejlighed, måske efter den gennemprøvede tese, at hvis man gentager en løgn tit nok, bliver den sandhed," skriver han.
Den tidligere chef og projektleder henviser til Statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale, som netop indeholdt dette statement.
Søren Østergaard er træt af det, fordi den underforståede påstand, som han hører i udsagnet, er meget fjern fra hans egen virkelighed, forklarer han. Han savner de udfordringer, hans arbejde giver ham, og han har ingen intentioner om at trække sig tilbage på efterløn.
Ledige bliver stigmatiseret
Søren Østergaard oplever, at nogle politikere forsøger at stigmatisere en del af befolkningen for at kunne male et billede af, hvor skidt det står til i Danmark.
Og han bliver vred, når han hører, hvordan hans påtvungne hverdag bliver beskrevet som selvvalgt. Den tidligere leder og chef beskriver samtidig, hvordan han mærker stigmatiseringen i sociale sammenhænge, fordi samtalen simpelthen går i stå, når man præsenterer sig som ledig, skriver han.
Værste er den åbenlyse mobning i det offentlige rum, som ledige må finde sig i, skriver Søren Østergaard afslutningsvis.
"Mobning af den onde slags, hvor man ikke har større mulighed for at tage til genmæle. Mobbere i form af politikere, der målrettet søger at indprente befolkningen, at de ledige er nogle dovne og ugidelige mennesker, der har fundet behag i at leve på det offentliges regning."