I chefens øjne var alt forkert ved Kim Steffensen.
- Han kritiserede min person, min påklædning og mit arbejde. Det var som en skolegård i 8. klasse, siger den i dag 56-årige pædagog til Avisen.dk om sin tidligere chef.
I fem år blev Kim Steffensen udsat for chikane og mobning af chefen. Og da han endelig betroede sig til sine venner, så de mistroisk på ham og sagde: ”Det kan da ikke passe.”
- Mange tvivler på, at mobning er noget der finder sted på arbejdspladser. Og i mit tilfælde mente flere, at det var noget jeg fandt på, siger Kim Steffensen.
Det er 17 år siden, han begyndte at fortælle om, hvordan han oplevede, at chefen systematisk mobbede ham i mere end fem år.
Mænd vil nødig indrømme, at de bliver mobbet
En netop offentliggjort undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som Berlingske Tidende beskriver, viser, at kvinder langt oftere end mænd bliver udsat for sexchikane, mobning, vold og trusler.
Men netop i forhold til mobning er marginalerne små. Mens det for kvinders vedkommende er 12,4 procent, der udsættes for modning, er tallet for mænd 10,8 procent. Det tal kan ifølge Kim Steffensen meget vel være højere:
- Jeg tror, tallet er større – de fleste mænd vil nødigt indrømme, de bliver mobbet.
Og han ved noget om det, for som såkaldt ’ringeven’ hos "Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak!" taler han jævnligt med voksne mobbeofre.
Chefen blev en modbydelig karl
Da problemerne startede for Kim Steffensen for 18 år siden, havde han arbejdet som pædagog på et dagtilbud for voksne handicappede i flere år. Han syntes godt om jobbet, og havde også et godt forhold til sin chef.
Men en dag blev Kim Steffensen kaldt til samtale på chefens kontor. Mødet startede i fred og fordragelighed, men pludselig foreslog chefen, at Kim skulle flytte fra sit elskede udearbejde til indendørs arbejde, fordi kollegerne ifølge chefen ikke kunne lide ham.
Da krakelerede billedet af den ellers venlige chef.
- Han forvandlede sig til en modbydelig karl. Han råbte og beskyldte mig for, at kollegaerne i min gamle gruppe ikke ønskede at samarbejde med mig, forklarer Kim Steffensen.
- Jeg hævede også selv stemmen. Det gør jeg, når nogen bliver uretfærdig, for jeg kunne slet ikke genkende det billede, som han tegnede.
Mødet blev starten til adskillige møder mellem Kim Steffensen og chefen.
- Det blev en daglig rutine. Ofte lod min chef døren stå åben og bortforklarede overfor de andre kollegaer hans råben ad mig som faglige uenigheder.
Men det var alt andet end faglige uenigheder, fortæller Kim Steffensen.
- Han kritiserede min person, min påklædning og mit arbejde, og alligevel kunne han sige, at han rent fagligt ikke havde noget at anklage mig for. Det var som en skolegård i 8. klasse.
Tog lang tid at erkende
Hvorfor gjorde du ikke noget ved det?
- Har man ikke prøvet at blive mobbet, kan det måske også være svært at forstå, medgiver Kim Steffensen.
- I starten blev jeg kun kaldt ind til min chef on and off. Men det byggede sig op og endte med at være på dagligt basis. Det tog lang tid at erkende, at jeg rent faktisk blev mobbet, forklarer Kim Steffensen.
En samtale med tillidskvinden hjalp i en periode, men da Kim Steffensen siden gik til sin fagforening, Socialpædagogerne, slap hjælpen op.
- Den gang var der slet ikke samme fokus på mobning som i dag. Emnet var en varm kartoffel, men det er helt anderledes i dag, siger han.
Kim Steffensen forsøgte sig også med at søge job andre steder, men som han selv siger:
- Jeg kan godt forstå, de ikke ville ansætte mig, jeg havde svært ved at finde motivation.
Han husker, hvordan han har siddet helt mismodig til jobsamtaler.
Store personlige konsekvenser
Mareridtet sluttede lige så brat, som det begyndte. Fra den ene dag til den anden. Pludselig forlod chefen sin stilling fem år efter, mobbeterroren begyndte.
Den dag tænker Kim Steffensen stadig tilbage på med stor lettelse. Han husker både dato og klokkeslæt for chefens afsked.
- Jeg har næsten lyst til at gå ud at hejse flaget på dagen, siger han.
Men de personlige konsekvenser var først lige begyndt at tage fart, husker Kim Steffensen.
- Skeletterne var jo stadig inde i skabet. Mobningen havde givet mig en meget en kort lunte. Jeg blev vred hjemme. Det var en belastning for mine omgivelser, siger Kim Steffensen, der i 2005 gik fra sin kone og tre børn.
Børnene har han siden fået et godt forhold til igen, men de mange år i rollen som mobbeoffer slipper aldrig Kim Steffensen.
Giver glæde at hjælpe andre
Han er i dag kommet videre. Og i 2013 valgte han at gøre en forskel for andre mennesker, der bliver mobbet, og meldte sig ind i "Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak!"
Her passer han i dag en telefon, hvor voksne kan ringe ind og og få råd og vejledning, hvis de bliver udsat for mobning.
Hvad giver det dig?
- Det har givet mig en stille glæde, at folk kan læsse af i samtalen med mig. Jeg husker, hvordan det var at blive mobbet, og derfor kan jeg stille de rette spørgsmål. Det kan forhåbentlig give andre ofre for mobning lidt styrke.