Der er langt mellem de ledige job lige nu.
Det har jobsøgende ved selvsyn kunne konstatere i månedsvis, men nu bliver virkeligheden bakket op af tørre tal.
En analyse fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, AE, på baggrund af tal fra jobindsats.dk viser, at der lige nu er ti ledige til hver nyopslået stilling.
Samtidig står det klart, at ledigheden bliver ved med at stige.
"Arbejdsløsheden steg fra december 2010 til januar 2011 med 600 fuldtidspersoner," lyder det i analysen.
Dermed er ledigheden oppe på 167.900 fuldtidspersoner. Det svarer til 6,1 procent af arbejdsstyrken.
AE forventer dog, at ledigheden har nået en negativ bund.
"Selvom arbejdsløsheden steg i januar 2011, synes arbejdsløsheden at have stabiliseret sig omkring seks procent af arbejdsstyrken. Det indikerer, at arbejdsmarkedet er tæt på bunden. Når det er sagt, så er der ikke udsigt til en større vending," lyder vurderingen.
Blot omkring 10.000 nye arbejdspladser vil være blevet skabt inden årets udgang, anslås det.
Kilde: AE Rådet.