Lige som alle andre har jeg haft corona tæt inde på livet på det seneste. Jeg har måtte forlade mit hjem. Først på grund af en pludselig karantæne og i anden ombæring fordi mine forældre, som jeg deler kollektiv med i Viborg, gerne ville beskytte sig mod smitterisiko gennem mine børn og mig. Derfor er mine døtre og jeg nu for anden gang installeret uden for vores hjem. Heldigvis denne gang i vante rammer i København.

Jeg har som direktør med frygt og respekt fulgt med i hjælpepakker og den økonomiske analyse og de til tider (måske med rette) skrækscenarier, der toner frem i horisonten. Jeg har løbende lavet risikovurderinger og gør det stadig. Hvor kommer corona til at gøre ondt og hvor længe? Der er jo ingen tvivl om, at denne krise kommer til at gøre frygtelig ondt på Danmarks små og mellemstore virksomheder, og jeg frygter også, at vi vil se en opbremsning i iværksætteriet, som kan risikere at sætte Danmarks innovation flere år tilbage. 

Ingen tid til at forholde sig kritisk

Som jurist ser jeg, hvordan grundlæggende rettigheder, som vi har kæmpet for gennem historien, bliver tilsidesat i løbet af bare en dag. Der var ingen tid til at forholde sig kritisk til, om regeringen nu havde valgt det rette værktøj i kassen. Det kan også være svært, hvis ikke umuligt, at sige en handlekraftig regering imod på et tidspunkt, hvor ingen helt ved, hvad der er det rigtige at gøre. Personligt tror jeg ikke, at tvangsvacciner og tvangsindlæggelser er et nødvendigt skridt for at sikre vores sygehusvæsen mod en overbelastning og at beskytte de svageste mod coronavirus, og jeg havde foretrukket, at de ikke indgik i loven. Lad os passe på hinanden, men lad os nu ikke gå for langt.

Jeg har som mor overhørt usikre forældre prøve at finde en forsvarlig dagligdag med børn. Hvem må børnene være sammen med? Hvordan holder vi fast i en hverdag? Nogen laver endda skemaer og hjemmeundervisning. Hvad med fritidsaktiviteter?

Provokerede af masker

Mens jeg var i karantæne, så jeg danskerne rage mere til sig, end de havde behov for, på trods af tydelige formaninger fra de forbilleder, som skal guide os igennem krisen, og på trods af, at man vidste, at der den pågældende aften ikke ville være nok til alle. Heldigvis havde vi jo hurtigt varer på hylden igen. 

Endelig har jeg som datter oplevet, at nogen syntes, de havde retten til demonstrativt at hoste min næsten 70-årige gamle mor op i hovedet, fordi man følte sig provokeret af, at hun gik med maske. 

Jeg ser det altid som min mission at bevare optimismen og retningen. Hvad er så retningen nu? Hvor skal vi sigte hen? Hvor er vores lys for enden af tunnellen?

Hvor bliver vi stærke nu?

Først og fremmest må vi huske, at "det går over". Vi kommer på arbejde igen, og vi finder hjem til vores hverdag. Vores nationale og private økonomi vil også rejse sig igen. Vi vil igen kunne holde runde fødselsdage og havefester igen, men der vil nok gå en rum tid, før vi tør nærme os hinanden, som vi gjorde før corona.

Modgang gør stærk. Hvor bliver vi stærke lige nu? Vi lærer på den hårde måde om en ny verdensorden, hvor en virus udgør en større trussel, end en ondsindet regeringsmagt gør. Næste gang en krise rammer globalt, vil vi være dygtigere.

Vi bliver tættere med vores familier og oplever måske, hvor lidt der skal til for at leve det gode liv. Vi lærer at hjælpe hinanden. Vi finder værdi i det nære og fordybelsen. Fra min stol kan jeg for eksempel se, at flere danskere køber bøger og spil. Lad os finde nogle flere solstrålehistorier, så vi alle kan bære ved til bålet, der giver lys i mørket for enden af tunellen.