Det er pinligt – men jeg KAN ikke styre det.
Jeg går i sort, når jeg udsættes for dårlig service.
Jeg muterer fra en halvrød humanist, med lidt slappe muskler i det her hysterisk effektive samfund – til en mavesur patriark, der synes, at unge i dag hverken kan tale, læse eller regne ordentligt.
Jeg forsøger decideret at undgå især de kendte kædebutikker – ikke mindst da mine børn var yngre, og jeg skulle købe tøj til dem. Jeg har været serviceret af spejlblanke lyseblå øjne, der næppe havde et ordforråd til at kunne føre en ”voksen” samtale. Og min kone har givet mig spidse albuer ind i siden som et signal om, at ”…kan du fanneme godt ta’ at slappe lidt af …”.
Hun er meget bedre og direkte til handle-kulturen. De bliver korrigeret på stedet – og får så ellers den koldeste skulder, der findes syd for polarcirklen.
ALLERPINLIGST HAR JEG opført mig i flere af de store byggemarkeder. Jeg har fået god service af især voksne (gamle!) mennesker, der engang i deres fortid HAR set en rigtig købmand eller brugsuddeler bag disken. Men når det så går galt…
Især ved indkøb af maling – du må kende oplevelsen! Du skal afgøre, hvor mange og hvor store dåser, du skal købe. Og alle ved, at den gode maling er dyr. Det er derfor ikke helt ligegyldigt, om man køber for meget med hjem. Og det går heller ikke at købe for lidt af en farvetonet maling – for måske kan man ikke ramme tonen igen. Så der er brug for hjælp og god service.
Og så er det man kalder på salgspersonalet.
Eller rettere: Man står ved en eller anden disk og venter – og venter – og venter. Det er ligesom blevet en del af konceptet, at der er alt for lidt personaler, når der er kunder i butikken. Vi vil i virkeligheden så gerne have, at du sætter dig i en liggestol og bliver her resten af dagen!
EFTER OCEANER af ventetid lykkes det at finde en medarbejder. En der skal vide noget om det hele – og ikke aner en skid, viser det sig.
- Jeg skal bruge noget maling til ca. 50 kvadratmeter væg. Men væggen har struktur – savsmuldstapet.
- Struktur?
Enten har jeg brugt det forkerte ord – eller også er ordet udenfor medarbejderens forråd. Jeg går bare ud fra - med simpel folkeskole-fysisk og matematik - at en overflade med struktur kræver mere maling.
Så kigger han på brugsanvisningen, mens han forsøger at regne sig igennem, hvor mange og hvor store spande de 50 kvadratmeter kræver. Han finder en lommeregner frem, mens jeg fortvivlet anfører, at jeg selv har regnet på indkøbs-behovet.
Der var bare lige det med strukturen.
HAN KIGGER på mig med matte øjne og fortsætter med sit regnearbejde. Jeg antager, at de har en særlig tabel for savsmuldstapet.
Det har de ikke!
Han kommer frem med nøjagtigt det samme antal liter maling, som jeg selv hovedregnede mig frem til fem minutter tidligere.
- MEN det er savsmuldstapet.
Min Gud, han har lyttet til mig - salgsassistenten!
- ... og savsmuldstapet kræver noget mere. Jeg vil sige – tag du et par ekstra spande med!
JEG HAR PRØVET enkelte gange at bryde høflighedens cirkel med en bemærkning om, at jeg godt kan udregne kvadratmeter – oven i købet i hovedet! – Men at jeg bad om fagkundskab! Andet og mere end det jeg selv kan læse på dåsen.
Men selvfølgelig hjælper nedladenhed ikke fremmende på et ordentlig kunde-leverandør-forhold.
Jeg har kun en modgift mod denne dyrkelse af gammelmandssurhed, som min kone påstår er den eneste virkelige skilsmissemulighed i vores alder. Hun har det som Yvonne i Olsen-banden.
- Det siger jeg dig. Meget har du budt mig, Jesper, men der kommer et tidspunkt i enhver kvindes liv...
Jeg vil hellere bide i savsmuldstapetet end at blive skilt på grund af sælgeren i et byggemarked.
MODGIFTEN ER så den gode oplevelse, som giver én troen på forretningslivet, menneskeheden – og den gode, danske servicekultur tilbage igen.
Jeg har lige været der!
Flyveturen gik til min fødeø.
En eller anden fucking ”lean-proces” har lukket indenrigsgården i Kastrup, så man i dag skal ud på en ørkenvandring, som er længere ved en tur til Rønne, end hvis flyveturen gik til Singapore. Det er ret godt for folkesundheden, men noget bras for en moden herre med et brækket ben. Så jeg måtte bide i det digitale boardingpas og finde frem til den service, som udføres af et kendt, dansk redningsselskab.
Og ganske rigtigt, hun stillede der – ved sikkerhedskontrollen – bare et minut efter, jeg havde ringet. Den gode service er også kendetegnet ved, at den er kendt. De fiksede det hos det lille, men super-effektive flyselskab, så ”nødhjælpen” var anført på billetten. Sikkerhedsfolkene kendte proceduren og telefonen, jeg kunne ringe fra.
OG ALLERVIGTIGST: ”Redderen” Som hentede den benbrudne Taxamand med søster i en let og hurtig ”golfvogn” var eksemplarisk. Turen varede højst fem minutter, men servicemedarbejderen nåede at sætte sig ind i historien bag uheldet og formålet med flyrejsen.
Omsorgsfuld. Humoristisk. Nysgerrig på den gode måde. Fuldstændig i sync med hendes arbejdes formål: At gøre flyrejsen til en god oplevelse trods lange afstande og bevægelseshandicap - endnu inden døren til gaten var åben.
Jamen, jeg kommer sgu til at savne den del af livet med mit brækkede ben!
- Hav en god rejse og pas godt på jer selv!
HUN ER født til jobbet.
Der burde indstiftes en pris til årets danske servicemedarbejder.
Ikke bare for stjernerne på den røde løber. Ikke kun anderkendelse til kunstnere, journalister og de velbetalte iværksættere.
Men æresprisen til den medarbejder, der uden høj løn og status, finder arbejdsglæde i at gøre kunderne glade – oven i købet over forventning.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.