Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
PÅ OVERFLADEN ligner det den klassiske dans på stedet om licensens størrelse. DR’s fjender, dem der vil have andel i DR’s markedsandel og dem, der bare vil have rundbarberet DR melder ud: NU skal der ske en helt grundlæggende ændring og nedskæring af den offentlige, selvejende medieinstitution. Derefter kommer Danmarks Radio på banen og fortæller, hvordan nedskæringer vil være altødelæggende for programvirksomheden og dens forankring i det danske folk.
– Og så – når gribbene er blevet mætte i debatten og tudekiksene er tørre, plejer det hele endog i nedskæringstider at ende med et kompromis, som lader DR få nogenlunde den finansiering, de havde drømt om i ledelsen.
Konkurrenterne er sure – og en af Europas mest succesfulde, folke-ejede medieinstitutioner kan ånde lettet op i endnu 2-3 år. Men spørgsmålet er, hvor længe denne Peter og ulven-strategi kan blive ved med at ende med at ulven tager flugten.
Dansk Folkeparti har for alvor åbnet diskussionen med et forslag om at skære licensen med 25 procent – med en milliard.
DR ER oppe mod fire alvorlige problemer i de medieforhandlinger, som skal sikre licens til insitutionen fra årsskiftet 2017/18:
- For det første har den øvrige mediebranche med Danske Medier (de private, kommercielle mediers interesseorganisation) lobbyet for en markant nedskæring og/eller reduktion af DR’s virkefelt med en helt anden kraft end tidligere. Organisationsfolk og chefredaktører har slået og slået og slået på statsradiofonien, som var den primært en statsvirksomhed og licensen, der tager brødet ud af munden på dem, der må finansiere medieproduktion for egen regning.
- For det andet – og måske som en følge af det første – er det helt tydeligt, at det borgerlige flertal i Danmark har draget DR ind i værdi-politikken. Værdipolitik på skalaen fra Liberal Alliances nærmest maniske kamp for at mindske statens størrelse og hylde det frie, liberalistiske demokrati - til hævnfølelsen overfor ”Over-Danmark” i Dansk Folkeparti. Hævn over det DR, der var for længe om at acceptere, at DR var en folkebevægelse og ikke en forening for landsbytosser. Hævn over det arrogante DR, der fik en kæmpe, ekstrabevilling til tv-gigantserien 1864 - og så ikke leverede den ægte nationalistiske krønike, hvor tysken er tosset og dansken er brav.
- For det tredje ER den globale medieudvikling reelt en revolution. Aviserne skrumper, og de klassiske flow-medier radio og tv er ved at gå samme vej. Reglen om, at man ”bare” skal have et flow - et forløb på en mediekanal, som svarer til den ønskede målgruppe - så er succesen næsten hjemme. Men fremtidens mediebrugere er i fuld fart bort fra en bruger-situation, hvor man sætter sig ned foran tossekassen, tænder for sin yndlings-kanal – og bliver hængende så længe indholdet er spændende nok. Nej, den moderne bruger vil i stigende grad hellere hente indholdet via nettet, så man selv kanbestemme, hvornår der skal ses. Man frigør sig fra leverandørens afsender-tænkning.
- For det fjerde har DR udviklet en selvfølelse og egomani i debatten om sig selv. Der bliver sagt danskerne og VI helt op til kvalmegrænsen. Der kreeres flomme-kommercielle reklameslogans som: 'Licens er noget vi giver til hinanden', selvom den ganske almindelige danske udmærket ved, at licens er noget man betaler to gange om året. Der siges VI og danskerne, så det smælder som Dannebrog. Pluralis majestatis, kalder man det i grammatikken - som var DR en del af kongehusets sprog. Man siger hele tiden VI og OS. Men mener man i virkeligheden MIG og OS i DR? Helt hysterisk var bestyrelsesformand Michael Christiansen med nogle udtalelser om, at en nedskæring vil skabe amerikanske tilstande og sætte både folkeoplysning og demokrati i farezonen.
AT TRO, at problemerne bare - og igen - kan reddes af rød blok er simpelthen for naivt. Eller snarere: En russisk roulette. Den første forudsætning vil være et valg om lidt - et valg som vil give rødt flertal, inden medieforliget er vedtaget. For selv den populære kulturminister Bertel Haarder, der er en due i regeringens liberaliseringstrang og en troværdig mand langt ind i modstandernes rækker, har sagt, at han vil lave medieforlig, selv om rød blok ikke vil være med.
Per Stig Møller fik sit monopolbrud på licensfinansieret taleradio og lod DR betale regningen i tab af frekvens og licensmidler. Måske bliver Bertel Haarder den kulturminister, der giver DR den hårdeste nedskæring i institutionens historie!
Det sørgeligste er, at dette ideologiske, hævngerrige, selvfede slagsmål holdes fuldstændigt udenfor den folkelige debat. Hvis man altså ser bort fra den populistiske journalistiske dækning, hvor befolkningen præsenteres for programmer, der skal dø og studieværter bare skal ryge og rejse.
MF for Liberal Alliance Mette Bock, der har en fortid som programdirektør i DR, har gentagende gange opfordret DR til at gå forud med en debat af og nytænkning af DR’s rolle og indhold. Man kan selvfølgelig tolke det som et liberalistisk frontalangreb på dansk kultur og demokrati.
Man kunne tage imod det som en redningskrans til en medie-institution, der har det med at se licens som en selvfølgelighed midt i en tid, hvor verden - herunder medieverdenen - er på den anden ende.
OG DER er masser af mulighed for en debat om DR og public service - udover institutionens definition af sig selv i universets midte:
- Et ”smallere” DR, som fokuserer mere på ”… det markedet ikke kan levere” nationalt og internationalt.
- Et mere risikovilligt DR, som skruer ned for X Factor og kongerøgelse og skaber nye platforme. Hvor er radio-talekanalen for de unge? Hvor er den digitale platform for kultur og politik til den nye voksengeneration.
- Et DR som i højere grad er ”entreprenørvirksomhed” og distributør af medieindhold for public service udenfor institutionen selv. Hvorfor udbydes ikke en nyhedskanal - digital/en DAB-kanal med licensstøtte, så der skabes en slags monopolbrud på DR’s radionyhedsformidling?
- Et DR, som hæver blikket fra stivnakket kanal- og flowtænkning og tænker helt nyt over for den generation, der ikke længere lever i industrisamfundet forstenede deling mellem forbruger og producent. Hvorfor samler DR (eller måske DR og andre aktører) ikke ressourcerne fra P3, DR3, netaktivitet og sociale medier for de unge – og skaber helt ny public service til fremtidens licensbetalere – uafhængigt af FM og gammeldags fjernsynstænkning?
DEN TRADITIONELLE DR-værdikamp kan jeg genkende. Det er en sportsgren for den politiske elite. Og det er kommercielle medieaktører, institutionerne – magtens udøvere, der sædvanen tro fører an.
Men hvor bliver borgerne og den folkelige debat af i det hundeslagsmål?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.