HVORNÅR ER ”den lille mand bare ramt” – og hvornår er der skabt en ny underklasse?
Hvornår er det bare brok – og hvornår er der tale om en folkebevægelse?
Hvornår er det spin – og hvornår er det politik?
Er der kræfter i Danmark, som kunne ligne ”det arabiske forår”?
Jeg kender ikke svarene på de spørgsmål, som måske er alt for store – og konspiratoriske. Men jeg synes, de presser sig på.
Jeg må nok starte med at advare de frygtsomme; Taxamanden her er ikke revolutionær, marxist eller bestilt sendebud fra de røde. Faktisk måtte jeg slide mig gennem mine ungdomsår i 70’erne med etiketten ”reformist” – og det var ikke et adelsmærke.
Jeg lagde afstand til de kommunistiske regimer (det kunne DKP’erne ikke lide), og jeg lagde afstand til de røde universitets-miljøer (Det kunne de ikke lide i VS og alle deres studentikose afarter).
ALLERHELST VIL jeg ses som journalist og Taxamanden, der kigger på verden gennem forruden på min sølvfarvede Mercer (der ikke tilhører mig, men min vognmand!). Jeg tror ikke, der findes én sandhed - men jeg er på konstant jagt efter den. Og siden den svageste regering i årtier trådte til i 2015, ja, også under Thorning-regeringen, har jeg mærket en tiltagende forandring af hele den politiske aktivisme.
I princippet er de politiske partier en rygrad i det danske folkestyre - i realiteten er blot en lille minoritet af befolkningen - 4-5 pct. - medlemmer af et politisk parti. En lille elite afgør i praksis, hvem vi kan stemme på til folketingsvalgene. Så hvis der skal skabes politisk forandring, må folket finde helt andre fora og platforme for nye ideer. Så måske er det derfor, at de klassiske kendetegn og tilhørsforhold i de fleste partier ikke er til at genkende
Jeg kørte med en højt placeret forretningsmand af absolut borgerlig observans, der ”truede med” at stemme socialdemokratisk, forbi Bjarne Corydon – og jeg citerer – ”er den bedste finansminister i årtier, og hvor historien engang vil vise, at han er den mest undervurderede, danske statsmand i mange, mange år”.
Jeg lagde i samme periode kone, søster og datter til lærerkonflikten og oplevede der den største politiske frustration i årtier: At partier, som lærerne traditionelt havde lænet sig op ad, totalt svigtede ved at smide dem ud i en lockout for til sidst at tvinge lærerstanden til det resultat, man selv havde iscenesat i forvejen.
Højfløjen har overtaget den kraftfulde EU-modstand. Ikke bare i Danmark, men i hele det mere og mere nationalistiske Europa.
JEG MELDTE MIG for et par år siden selv ud af et radikalt parti, som trækker den økonomiske politik mod højre, mens det står til venstre for venstrefløjen i migrations- og flygtningepolitikken. Er det for groft at kalde partiet for en akademisk studiekreds?
Højrepopulisterne i DF samler den fattigste del af arbejdsklassen, de skuffede udkantsdanskere og antiglobalisterne. Verden er farlig, men Tulle passer på os!
Venstre ved man, hvor man har. De klynger sig til magten, mens alt tyder på, at partiet er en kæmpefiasko blandt vælgerne
Og De Konservative, Danmarks ældste parti og borgerskabets klassiske bastion? – Ups! De kan i realiteten forsvinde helt ud af Folketinget.
Alle de klassiske, ideologiske færdselsregler er under op- eller nedbrud. Og aldrig har jeg på den private front og i taxiuniverset oplevet så mange mennesker fuldstændigt tabe den politiske orienteringsevne.
TIL GENGÆLD har de højtlønnede spindoktorer kronede dage (kronede som i kroner og ører). De har gjort sig selv til en fuldstændig uproduktiv elite af djøf’ere og journalister. De forsøger at skabe en slags politisk GPS, der erstatter tabet af klassiske værdier og gøre parlamentet til en skueplads for taktik og kovendinger.
Her er rollespilletspillet mellem de 179 medlemmer vigtigere end de millioner af vælgere, hvis trofasthed og tilhørsforhold ikke er til hverken at forudsige eller stole på.
Men verden stopper heldigvis ikke trods mit øjeblikkelige sortsyn.
Jeg fik en forsmag for nogle uger siden, da jeg en morgenstund hentede en selvstændig advokat i et af Københavns velhaverområder. Han og fruen skulle på opera-tur, men i sensommerens smukke morgensol, kom vi til at tale om dansk politik.
- Det, jeg frygter allermest nu, er den tiltagende ulighed, sagde han.
JEG MÅTTE LIGE kigge engang i bakspejlet, for at sikre mig, at han ikke var sarkastisk. Det var han ikke. Hvad han stemmer på ved jeg ikke – men jeg antager, at manden er borgerlig som 90 pct. af dem på egnen.
Men hans frygt var ærlig. Og så kom advokaten altså Danske Banks direktør Borgen i forkøbet, da han i sidste uge chokerede Danmark med sin uvilje mod topskattelettelser.
Da jeg selv for en uge siden gik ind i nedskæringsdebatten i min ugentlige klumme her på Avisen.dk under den ironiske overskrift 'Så hold dog op med at være fattig', fik jeg endnu en overraskelse i form af de fleste likes og delinger i mine egne fire år på Facebook som taxamand.dk. Det vrimlede ind med nye venner og kommentarer. Utvetydig støtte til kritikken af menneskesynet i almindelighed og behandlingen af min Facebook-ven Sanne i særdeleshed.
Jeg kom bl.a. i kontakt med aktivisten og kontanthjælpsmodtageren Kaj Verner Pedersen, som selv har startet en række grupper til støtte for de udstødte, har fingre med i spillet i andre og kender atter andre grupper.
Det er meget håndgribeligt.
DER ER IKKE tale om politiske grupper eller folkelige modstandsgrupper – men slet og ret Facebook-grupper og andre internet-fora af mennesker, som går i politisk kamp mod den tiltagende, sociale armod.
Det handler om vrede mod nedskæringer, om kontanthjælpsloftet, om topskaffelettelser (Penge til de få rige – betalt af de mange uformuende). Her er nogle enkelte eksempler:
'Fattigmands kolonnen'
'Forsvar vores velfærd'
'Social Fri debat'
'Bekæmp fattigdom NU'
'Jobcentrets ofre'
'Behandle mig ordentlig'
'Velfærdsalliance.dk' (Som ifølge hjemmesiden støttes af en lang række fagforeninger og partier i landet)
Jeg er hverken sociolog, djøf’er, spåmand eller spindoktor.
Jeg tænker blot på om metoden fra ”Det arabiske forår” – at bruge de sociale medier til at mobilisere politisk vrede og frustration har inspireret? – ikke mindst fordi mistilliden til det danske folkestyre og politikerleden er på sit højeste i mange årtier.
– Er underklassen er ved at tage hul på sit eget, oprørske forår?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.