Taxamanden: Deleøkonomiens våde drøm er at afskaffe arbejderen

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

DE SIDSTE FEM ÅR af mit arbejdsliv har personligt bragt mig tættere på det liberale paradis, som det koboltblå Danmark har så våde drømme om: At vi skal tættere på vækst og konkurrencesamfund.  Et samfund, hvor konkurrence er Gud og uligheden ikke er et problem men er et incitament. Den stimulerer lysten til at tage sig sammen. Velfærdssamfundet er et godt ord at smage på. Men det smager bittert, når det bliver for trygt. Vi bliver simpelthen for dovne med udsigten til en fast løn, når måneden er ovre.

Det er slapt med en fast løn. Det er sejt at være selvstændig.

Tænk, hvis vi kunne blive det alle sammen?

I MIT EGET ARBEJDSLIV må man sige, at jeg er tæt på visionen om at lade lønmodtageren leve livet lige så farligt som en arbejdssælger. Jeg får 50 pct. af dagens indkørte omsætning i taxien. Så efter en rigtig lorte-nat først på ugen – jeg arbejder i natskifte fra 16-4 – præsterede jeg at indkøre 750 kr. til mig selv.

Jeg gider end ikke regne på timelønnen.

SÅ ER JEG OGSÅ JOURNALIST – freelance-journalist – i en periode, hvor mediearbejdspladserne er under hårdt pres. De kommercielle mediehuse kæmper en overlevelseskamp, fordi nutidens kunder ikke vil betale for nyheder og journalistik, som de selv skaber i de sociale medier eller finder på nettet. Og en stor arbejdsplads som DR står tilsyneladende overfor en økonomisk rundbarbering, som vi sende hundredevis af journalister og andre mediearbejdere på gaden. Det siger nærmest sig selv, at dét marked er hårdere og hårdere for freelancere, nå de fastansatte rykker sammen for at undgå fyringer. Færre penge til løsarbejderne – og flere og flere urimelige betalings-aftaler. Nogle gange gratis-arbejde i håbet om, at der følger noget efter med penge i. I de meget eksponerede medier som radio og tv i forventningen om, at den ikke-eksisterende løn kan erstattes af ”reklame” for din eksistens og dit brand: - Vi betaler ikke noget, men du får sikker nye opgaver, når de kan se, at du er på hos os.”

MAN BLIVER IKKE NØDVENDIGVIS RIG af at konvertere fra at være fastansat formidler til at være freelance. Ikke lønmodtager -. Men et ”brand”

Nu skulle man jo tro, at freelance-journalister og taxichauffører var hverdagens helte i det blå univers. Når nu vores løn er direkte afhængig af, om der er kunder i butikken.

Men sådan er det IKKE.

Historien om journalisterne får ingen medfølelse i det politiske system. Det er ligesom med skuespillere. Nogle gider man se og andre har ikke noget publikum, og så må de sgu finde på noget andet at lave. Detr gamle mediemarked er i krise og DF er begejstret støttet af  partiets egen Putin, Søren Espersen  ved at skrive deres egen Danmarkshistorie: Massefyringer i DR.

Endnu flere brand-søgende mediearbejdere er på vej ud på markedet.

Men mit andet liv, taxibranchen?

HYREVOGNENE VIL BLIVE ERSTATTET af det lækreste begreb i den moderne kapitalisme – deleøkonomi.

Deleøkonomi-begrebet udsprang i høj grad af en smuk tanke om at udnytte vores fælles ressourcer: hvorfor dog køre så meget alene i egen bil eller med dyrt betalt taxi, hvis man åbne dørene for en medborgerne og få en lille slat penge til benzinen? Og boligen, når vi ikke selv skal bruge den – er ude at rejse.

Men forretningslivet fandt hurtigt ud af, at der kunne drives en gylden kile ind i visionen om en grøn fremtid, hvor vi deler frem for at eje. Det tog fat på at udvikle de digitale koncepter, der skal binde den sociale offervilje sammen til en forretning.

En god forretning.

En milliardforretning.

Det ser ud til, at ”udviklingen” afskaffer store dele af lønmodtager-klassen – men kapitalismen har vanen tro ikke tænkt sig at give afkald på magten. Der er ingen tanker om deleøkonomi i profitten!

DET ER IKKE UNDERLIGT, at kapitalejerne er særligt lykkelige for den nye virkelighed. Den må nærmest være en slags kapitalismens svar på tantra-sex. Tænk at have kontrol over produktionsapparatet med en minimal eller ingen udgift til at eje eller vedligeholde det.

Men konsekvenserne i det vi sammenfaldende i Danmark kalder velfærdssamfundet? Det bygger på kapitalistisk etableringsret. Det er en del af friheden, at man har lov til at bygge en virksomhed og tjene penge på den (Personligt støtter jeg det princip). Men det er også en forudsætning, at vi et stykke af vejen deler overskud i form af skattebetaling. Vi bruger pengene til at skabe ordentlige vilkår for de mennesker, der skaber profitten ved deres arbejdsindsats.

DEN RÅ, KAPITALISTISKE UDGAVE af deleøkonomien er en bombe under velfærdssamfundet. Reelt bliver der tale om afskaffelse af lønmodtageren. For når der ikke er tale om en ansættelsesforhold – når taxien er min privatbil og hotellet min lejlighed – forsvinder billedet af den anstændige arbejdsgiver, som er en af hovedaktørerne i velfærdssamfundet. Ham der godt tjener penge - men deler sin profit, så der bliver mulighed for skoler, sygehuse, lægehjælp, veje, kultur, universiteter, pensioner, kontanthjælp.

Vi skal til at dele produktionsapparatet.

Hvordan skal vi dele profitten?



Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.