Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, opfordrer den syriske regering til at bevise, at den - som den siger - er parat til at gå i dialog med sine modstandere.
Opfordringen er et diplomatisk skub i retning af en løsning på den 21 måneder lange konflikt i Syrien.
- Vi har aktivt opfordret den syriske ledelse til at vise, at den virkelig er villig til at gå i dialog med oppositionen, siger Lavrov til journalister efter samtaler i Moskva med sin egyptiske kollega, Mohamed Kamel Amr.
Lavrovs bemærkninger er svar på et spørgsmål om, hvad der skete på hans møde torsdag med den syriske viceudenrigsminister.
/ritzau/AFP