Dansk Svømmeunions direktør, Pia Holmen, tager orlov fra Team Danmarks bestyrelse for at skabe ro omkring en uvildig undersøgelse af forholdene for danske svømmere.
Det oplyser Team Danmark onsdag formiddag.
I april afslørede en DR-dokumentar store problemer i svømmesporten, hvor flere landsholdssvømmere blev ramt af spiseforstyrrelser og psykiske problemer på grund af blandt andet offentlige vejninger frem til 2013.
Det er noget af det, som skal undersøges nærmere.
Pia Holmen har ved siden af sit virke som direktør i svømmeunionen også fungeret som næstformand i Team Danmark. Og de to roller på samme tid vil skabe for meget uro, lyder konklusionen.
- Mit ønske om orlov hænger sammen med, at jeg ikke ønsker, at der skal kunne sættes spørgsmålstegn ved hverken undersøgelsen, Team Danmarks indstilling til undersøgelsens resultater og selvfølgelig også min egen habilitet.
- I den kommende tid vil jeg koncentrere mig om at skabe de bedst mulige forhold for vores svømmere på det Nationale Træningscenter.
- Og så vil jeg og Dansk Svømmeunion selvfølgelig stå til rådighed for den undersøgelse, der skal gennemføres, siger Pia Holmen i en pressemeddelelse.
Team Danmarks bestyrelsesformand, Københavns overborgmester Frank Jensen (S), tager beslutningen til efterretning.
- Det er efter min mening en rigtig og velovervejet beslutning, Pia Holmen har truffet.
- Det er vigtigt, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved den kommende undersøgelses uafhængighed. Det er den alt for vigtig til, siger Frank Jensen.
Undersøgelsen sættes i gang inden for de kommende uger og forventes afsluttet i løbet af efteråret.
Kommissoriet bag undersøgelsen er formuleret i fællesskab mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark og med sparring fra Kulturministeriet.
/ritzau/