Den bedste danske fodboldliga skal have nyt navn efter afslutningen på denne sæson.
Forsikringsselskabet Alka har nemlig valgt at stoppe som navnesponsor for Superligaen, når kontrakten udløber til sommer.
Det oplyser Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.
- Det er helt efter planen, at vi stopper ved aftalens udløb. Vi har været meget glade for samarbejdet med dansk fodbold, som har bidraget væsentligt til Alkas synlighed, siger Jacob Spangenberg, der er Alkas direktør for Privat og Erhverv.
Om der også fremover skal være en decideret navnesponsor for Superligaen, eller om den økonomiske byrde skal fordeles på flere sponsorer, er endnu ikke afgjort.
- Vi gør os nogle overvejelser internt og har allerede dialog med en række interessante partnere.
- Og ud fra den dialog - samt det faktum at vi har set en dokumenteret høj stigning i værdien af sponsoratet - former vi den fremtidige sponsorstrategi, siger Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen.
Alka har til sommer været navnesponsor i tre et halvt år.
/ritzau/