Danske Spil skal betale 100.000 kroner i vederlag til Divisionsforeningen i en sag om uberettiget brug af ordet Superliga. Det har Sø- og Handelsretten torsdag truffet afgørelse om.
Divisionsforeningen havde krævet 2,3 millioner kroner, men det har retten ikke vurderet.
Hos Danske Spil modtager man torsdagens afgørelse med tilfredshed.
- I Danske Spil er vi meget tilfredse med Sø- og Handelsrettens sidste delafgørelse i sagen om varemærkeretten til ordmærket "Superliga".
- Retten har afgjort, at vi skal betale 100.000 kroner til Divisionsforeningen for krænkelsen, hvorimod Divisionsforeningens påstand var, at vi skulle betale 2,3 millioner kroner.
- Vi vil dog bruge de næste par uger på at overveje sagens eventuelt videre forløb, siger Kate Jacquerot, juridisk direktør i Danske Spil.
Ud over de 100.000 til Divisionsforeningen skal Danske Spil også betale en del af sagens omkostninger.
Danske Spil skal betale 80.400 kroner til Divisionsforeningen i sagsomkostninger. Begge dele skal betales inden 14 dage.
Første del af sagen blev allerede afgjort 19. april 2013, hvor Divisionsforeningen fik medhold i at have en gyldig varemærkeret til ordet Superliga.
Desuden fik Divisionsforeningen medhold i, at Danske Spil har krænket dette ved at udbyde managerspil, hvor ordet Superliga indgik i titlen.
Over fire år senere er det nu fastslået, at Divisionsforeningen er berettiget til vederlag og erstatning for Danske Spils varemærkekrænkelse.
Divisionsforeningen slipper heller ikke for at skulle betale en del af sagens omkostninger.
Det skyldes, at Divisionsforeningen krævede 2,3 millioner kroner, og det har advokater skulle bruge en del tid på at få afklaret.
- Det har resulteret i nogen, men formentlig ikke megen forøgelse af sagens omfang ved den seneste forhandling af sagen.
- Samlet set tilkendes Divisionsforeningen derfor delvise sagsomkostninger med 80.400 kroner, skriver retten i domsafsigelsen.
Ingen af parterne har endnu meldt ud, om de vil anke sagen.
/ritzau/