Israels premierminister Benjamin Netanyahu og palæstinensernes leder Mahmoud Abbas er enige om at fortsætte forhandlingerne mod en varig fred i Mellemøsten om to uger.
Det blev udgangen på det møde, som Mellemøstkvartetten - bestående af USA, FN, EU og Rusland - havde inviteret til i Det Hvide Hus i Washington, USA.
Det var første gang i henved to år, at de to mellemøstledere snakkede direkte med hinanden, og med målet om varig fred på dagsorden forhandlede de i omkring fire timer. Det fortæller flere internationale medier.
USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, benyttede chancen til at rose de to ledere.
"Jeg ved, at beslutningen om at sætte sig ved dette bord ikke var nem. Tak for jeres mod og engagement," sagde hun til Abbas og Netanyahu.
Abbas og Netanyahu blev enige om at mødes igen i Mellemøsten om to uger den 14. og 15. september og herefter hver anden uge, fortalte USA's særlige Mellemøstudsending, George Mitchell, på et efterfølgende pressemøde.
Der blev dog hurtigt drysset en smule salt i såret.
For samtidig med de spæde fredsforhandlinger i Washington mødtes 10 militante grupper - deriblandt Hamas - i Palæstina for at slå kræfterne sammen og fortsætte angreb på Israel.
Israel kræver netop garantier for sin sikkerhed, mens palæstinenserne ønsker et stop for bosættelser og besættelsen af Gazastriben.