Det anspændte forhold mellem Israel og palæstinenserne blev søndag afløst af interne spændinger. De to parters regeringer slår revner.
Den israelske miljøminister, Amir Peretz, meddelte, at han træder tilbage. Han begrunder det med regeringens radikale indstilling til palæstinenserne og interne sociale forhold i Israel.
Han betegner den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, som "et gidsel for det radikale højre".
- Jeg må med beklagelse sige, at Netanyahu ikke er løsningen. Jeg kan fortælle jer, at Netanyahu i mange henseender er problemet, sagde han til israelsk tv.
Tidligere i år enedes det palæstinensiske Fatah-parti og det islamistiske Hamas i Gaza om at danne en national samlingsregering. Men samarbejdet er tæt på at bryde sammen.
Søndag har Hamas meddelt, at det ikke vil tillade en højtidelighed i den kommende uge, der skal mindes 10-året for den palæstinensiske leder Yasser Arafats død.
Præsident Mahmoud Abbas Fatah-parti anklager Hamas for at aflyse arrangementet af politiske grunde. Partiet anklager også Hamas for at stå bag flere bomber mod Fatahs ejendomme i Gaza i den forløbne uge.
Forholdet mellem israelerne og palæstinenserne er voldsomt belastet af, at den israelske regering fortsætter med at udvide bosættelserne på den besatte vestbred. Det blokerer for genoptagelsen af fredsforhandlingerne.
Søndag godkendte israelske ministre en lov, som vil sikre, at al israelsk lovgivning kommer til at gælde i de jødiske bosættelser på vestbredden.
Men justitsminister Tzipi Livni, der har været den israelske chefforhandler ved de kuldsejlede fredsforhandlinger, siger, at hun vil appellere afgørelsen.
Det betyder i realiteten, at parlamentets godkendelse er udsat på ubestemt tid.
Livni er leder for partiet Bevægelsen, der er det mest moderate af regeringspartierne. Det er samme parti, som den afgående miljøminister kommer fra.
/ritzau/dpa
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.