Lørdag eftermiddag er branden i en stor bunke metalskrot ved stålvalseværket i Frederiksværk blevet slukket. Der foregår dog stadig efterslukning.
Det skriver Lars Høg Schou, operativ chef i Beredskabsstyrelsen, på Twitter.
Branden fik fredag politiet til at udsende en beredskabsmeddelelse, som rådede folk til at gå inden døre i området. Varslingssirenerne i området blev tændt for at advare folk.
Lidt før midnat blev varslet afblæst, men lørdag morgen var branden stadig i gang. Den var dog under kontrol, og røgudviklingen påvirkede ikke længere byen.
Dermed er branden ikke kommet vejen for en planlagt festival i Frederiksværk lørdag, hvor 300-året for byens kanal fejres.
Slukningsarbejdet har været omfattende. Alene fra Frederiksborg Brand og Redning deltog 50 mand fredag aften.
Derudover hjalp naboberedskaberne Beredskab Øst og Hovedstadens Beredskab med materiel af forskellig art, blandt andet en drone, så man kunne se branden fra luften.
Ud over selve slukningsarbejdet har brandvæsnet i samarbejde med virksomheden arbejdet på at få fjernet så meget metalaffald fra stedet som muligt.
/ritzau/