Det er to uger siden, at sangerinden Shakira blev mor til en lille dreng. En dreng, som hele verden nu endelig får at se.
Sangerinden og hendes kæreste, fodboldspilleren Gerard Pique, har nemlig lagt et billede af ham ud på nettet.
På billedet kan man se den stolte far kysse den lille, sovende dreng ganske blidt på kinden.
Billedet er blevet offentliggjort på en hjemmeside, hvor parret sammen med Unicef samler ind til børn i nød.
- Vi håber, at vi i hans navn kan sørge for, at andre børn, der ikke er lige så heldige, kan få deres basale behov opfyldt gennem gaver og donationer. Tak fordi I deler dette uforglemmelige øjeblik med os, skriver parret på hjemmesiden.
Shakira og Gerard Piques søn har fået navnet Milan, som parret fortæller betyder kær, elskelig og graciøs på slavisk, enestående på sanskrit og i antikkens Rom var det ordet for at være ivrig og hårdtarbejdende.
Milan - der har fået efternavnene Mebarak Pique - blev født 22. januar. Det er parrets første barn.
/ritzau/