Fødslen af stjerne-babyen er planlagt ned til mindste detalje. I hvert fald er den vordende far, fodboldspilleren Gerard Pique helt sikker på, at det er i dag, den 22. januar, at han bliver far for første gang.
Hans kæreste, sangerinden Shakira har længe set højgravid ud, og nu er dagen altså kommet. Det fortæller Barcelona-spilleren på Instagram.
- Denne tirsdag får vi vores første barn, skriver han.
Gerard Pique har før fuppet fans og medier, da han den 28. december skrev på sin twitter-profil, at babyen allerede var blevet født. Men i Spanien svarer den dato til det, vi her hjemme kender som 1. april og aprilsnar, og meddelelsen var bare en spøg.
Men nu skulle den være god nok.
Shakira og Gerard Pique har dannet par i omkring to år, og at skulle være mor til fodboldstjernens barn er noget, der gør Shakira meget lykkelig, har hun fortalt.
- Den mand er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Og nu skal vi have et barn, har hun tidligere sagt.
Hun ved også præcis i hvilken ånd, barnet skal opdrages.
- Når min baby bliver født, så vil jeg gerne have, at han skal vide, at han hjælper til at ændre verden. Han kan virkelig ændre verden, har sangerinden Shakira fortalt. Hun går selv går meget op i at bruge sin berømmelse til at hjælpe dem, der ikke er lige så heldigt stillet.
/ritzau/