Stanley Cup-finalen åbner med et brag af en kamp

Sport
Lars Eller (foto) misbrugte i slutningen af kampen mod Vegas Golden Knights en kæmpe chance foran et tomt mål, da Washington Capitals tabte den første kamp i Stanley Cup-finalen. (Foto: Foto: Harry How/AFP)

Sæsonens NHL-sensation, Vegas Golden Knights, vinder vild åbningskamp i finaleserien mod Capitals og Eller.

Vegas Golden Knights og Washington Capitals gav ishockeytilhængere en forrygende oplevelse i den første kamp i finaleserien om Stanley Cup-trofæet.

Hjemme i Las Vegas lykkedes det Golden Knights at hive sejren hjem, efter at de to hold længe skiftedes til at være i front.

Først langt inde i tredje periode formåede Golden Knights at trække fra til slutresultatet 6-4.

Dermed fortsætter holdet, der er debutanter i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL, med at imponere.

Lars Eller var som sædvanlig en af de mest benyttede spillere hos Washington Capitals, men danskeren kom ikke scoringstavlen i de godt 15 minutter, han var på isen.

Colin Miller bragte hjemmeholdet i spidsen i første periode, men Washington svarede igen med scoringer af Brett Connolly og Nicklas Bäckström.

Med under to minutter tilbage af perioden udlignede William Karlsson for Golden Knights.

I anden periode scorede begge hold hver en enkelt gang, før Washington kort inde i tredje periode kom foran 4-3 på et mål af Tom Wilson.

Men Ryan Reaves fik udlignet til 4-4, før Thomas Nosek sent i perioden slog til to gange til slutstillingen 6-4.

Næste opgør i serien, der spilles bedst af syv kampe, finder sted onsdag i Las Vegas.

/ritzau/