Syv engelske Premier League-klubber er de seneste år kommet på udenlandske hænder. Manchester City er næste, Birmingham, Blackburn og Arsenal kan meget vel være på trapperne, og om få år kan alle 20 klubber i den bedste række nemt være ejet af udenlandske milliardærer.
Frygten i England går på, at Premier League er ved at udvikle sig til en legeplads for verdens rigeste på bekostning af klubbernes lokale rødder og på bekostning af den fair konkurrence mellem klubberne.
At globaliseringen også er nået til direktionsgangene i fodboldklubberne er i manges øjne ikke i sig selv noget onde, men når manden med indkøbskurven er den tidligere thailandske premierminister Thaksin Shinawatra, der er anklaget for omfattende korruption, blinker lamperne i det britiske parlament.
Vil skærpe kravene
Shinawatra ser ud til at følge i sporene på udenlandske rigmænd med blakkede fortider som Chelseas Roman Abramovic og den tidligere Portsmouth-ejer og nuværende Leicester-ejer Alexandre Gaydamak.
Af frygt for blandt andet hvidvask af penge ønsker Storbritanniens sportsminister Richard Caborn nu at skærpe kravene til de udenlandske opkøbere, og han skulle have mødtes med ledelsen bag Premier League i går.
Men det havde ligaledelsen alligevel ikke lyst til – muligvis af frygt for massiv kritik af de mange tvivlsomme overtagelser. For det er netop villigheden til at åbne døren for storkapitalen, der har gjort Premier League til en langt større forretning end de andre store europæiske ligaer, lyder argumentet.