Premierløjtnanten Steen Rønn Sørensen startede som værnepligtig i 2001 og drog den 12. februar i år, på den mission i Afghanistans sydøstlige provins der kostede ham livet.
Han var udsendt for Danske Artilleriregimente, og blev den første dansker der døde under kamphandlinger i Afghanistan, oplyser generalmajor Poul Kierskou fra Hærens Operative Kommando.
Den 6. marts 2002 døde tre af officerens danske kolleger i Afghanistan i en sprængningsulykke, da de ville desarmere et ueksploderet missil.
Danmark indledte sit Afghanistan-engagement i januar 2002, og i dag er foreløbig 390 soldater udstationeret i landet.
Missionen med at etablere sikkerhed og udvikling for afghanerne, var Steen Rønn Sørensens første internationale opgave for Danmarks militær. Han efterlader en mor, en far samt en ældre bror.
- Steen var en meget kompetent artilleriofficer, som var respekteret af alle. Steen vil altid blive husket for den ildhu, han lagde i sit virke, og for den perfektionistiske tilgang han havde til selv den mindste detalje i arbejdet. Alle, der kom i berøring med Steens virke, var overbevist om hans evner, skriver stabschef, oberstløjtnant Claus Dixen Møller blandt andet i sit mindeord.
Hidtil er 563 soldater døde i den NATO-ledede operation i Afghanistan.