Den anden dag var jeg nede i min lokale Meny. De har neglet nogle trafikkegler og noget afspærringstape fra kommunens vejarbejdere og bygget en køsluse hen til bagerafdelingen.
I ved, så folk ikke hoster på hinanden.
Det, der tiltrak min opmærksomhed, var dog primært den charmerende dame fra den øvre middelklasse, der med sin vel knap 10-årige datter i hånden var nået til pladsen foran disken.
– Handlebolle, sagde hun lakonisk.
– Undskyld, svarede den søde bagerpige spørgende.
– HANDLEBOLLE, gentog damen, og nu var hun ikke så charmerende længere.
– En bolle, gentog bagerpigen forlegent.
– HANDLEBOLLE! HANDLEBOLLE! GRATIS, råbte den midaldrende nu nærmest arrigt.
Bagerpigen tog en plastikhandske på og rakte ud efter bunken med boller. Dem, der ligger bag et lille skilt, der udstyret med skønne, spildte smileyer gør opmærksom på, at alle kunder i butikken må få en gratis bolle til deres børn.
Her bør det indføres, at udtrykket "handlebolle" ikke er et officielt begreb, ikke fremgår direkte af skiltet og i øvrigt er en grim omgang med det danske sprog.
Utaknemmeligt og brokkende folkefærd
Men det turde jeg ikke sige højt.
– MED CHOKOLADE, tilføjede damen, inden hun med himmelvendte øjne modtog sin bolle, stak den til sin datter, uden et ord drejede om på hælen og efterlod bagerpigen fortvivlet over, at hun ikke havde fået tjansen i blomsterafdelingen.
Danskerne er et utaknemmeligt og brokkende folkefærd, og det vidste vi jo godt.
De fleste af os husker sikkert vores eget 9/11 – den 25. august 2014. Det var den dag, Imerco åbnede for onlinesalget af Kählers jubilæumsvase. Efter blot to timer og 23 minutter var den guldstribede rædderlighed udsolgt, og så gik 20.000 fortrinsvis kvinder bananas.
”Jeg har ventet i otte timer uden grund, og nu har jeg lyst til at slå ihjel,” skrev en Maibritt Iversen på Imercos Facebookside, mens Kate Jørgensen krævede, at myndighederne ved lov tvang Kähler til at fremstille flere vaser.
”Det er det værste svineri, jeg nogensinde har hørt om,” skrev Jeannette Christensen, mens Ulla Jensen mente, Imerco havde udsat hende for ”den største uretfærdighed i historien”. Historien melder ikke noget om, hvorvidt hun kendte til Holocaust eller folkemordet i Rwanda.
Gratis håndsprit
Brokkeriet er fortsat lige siden. Også under coronakrisen, hvor sultne danskere f.eks. rasede ud til tabloidaviserne over, at de ikke nåede at få gjort indhug i pizzeriaet Gorm’s gratis ost. Inden da var forældrene først sure over, at deres unger ikke kunne komme i skole, og da skolerne så åbnede, så var det også for dårligt.
For nylig stillede en flok 9. klasser sig op og vrælede over, at de ikke fik lov at kaste med karameller sidste skoledag – og den anden dag eksploderede de sociale medier så, da Matas lovede gratis håndsprit til alle lærere og pædagoger.
Matas’ opslag på Facebook er værd at dvæle ved, hvis man trænger til et – gratis – smil.
Det har i skrivende stund over 9.300 kommentarer, de fleste er positive taksigelser eller folk, der tagger sine venner. Men et par tusinde af bidragsyderne er også vrede. Ret vrede.
”Hvilken slags pædagog skal man være,” spørger flere socialpædagoger passivt-aggressivt, mens andre bekymrer sig om, hvordan man beviser, at man har ret til den gratis sprit.
”Man må skulle fremvise en lønseddel,” mener flere – og går i kollektivt koma, da det viser sig, at Matas blot stoler på det folk siger, når de møder op i butikken.
”Hvad med os SOSU-assistenter,” vil en så vide, fair nok, men kædereaktionen er til at forudse.
”Hvad med os buschauffører,” spørger en anden, inden en herre trumfer alle ved at kræve gratis produkter til landbruget. ”Fordi vi altid bliver snydt,” som han skriver.
Arh …!
Tråden er ét langt studie af dejlige Danmark, og det bliver først rigtig beskidt, da en ung kvinde smider bomben:
”Min Matas har meddelt, at der ikke er mere gratis håndsprit tilbage”. Os, der oplevede Kähler-gate, tør ikke læse længere.
Ting ændrer sig ikke
Se, nu skulle man tro, at alt det brok er noget træls noget. Men jeg har valgt at se positivt på det.
Brok er danskernes nationalsport, kun skarpt forfulgt af Lotto og hyggeracisme. Jeg spiller ikke Lotto, men lidt hyggeracisme er man vel skyldig i, og jeg kan også godt lide at brokke mig. Over DSB, over "Forsidefruerne" på TV3 og over den lokale McDonald’s, der bare ikke MAGTER at udlevere de korrekte varer i deres drive-in. De møgsvin!
Og jeg er også kommet til at holde af andre menneskers brok. For midt i denne mørke tid minder den mig om, at nogle få ting aldrig ændrer sig. Utaknemmeligt brok er vores nationalsjæl, og den kan ingen krænke, heller ikke i krisetider.
Derfor trodser jeg også karantænen og tager min søn med i Meny i morgen. Så skal vi have en handlebolle. Og hvis hende bagertøsen giver os en uden chokolade, så flipper jeg.